Bidrag overtraf alle forventninger på Gaza-Donorkonference i Cairo

Med Norge og Egypten som hovedsponsorer indledtes i går i Cairo en international donorkonference for at genopbygge Gaza-striben efter krigen. Mødet fik en god start, da Norges udenrigsminister, Børge Brende, oplyste, at der allerede var indkommet 5.4 milliarder dollars – langt mere end de 4 milliarder, som palæstinenserne havde håbet på.

Den største bidragyder er Qatar, der tilsagde en milliard dollars.

Andre bidragydere er USA med 212 millioner dollars udover tidligere ydelser, mens EU’s udenrigspolitiske leder, Catherine Ashton, sagde, at tilsagn fra medlemslande er nået op på 450 millioner euros. Frankrig vil bidrage med 40 mio. euros, mens Tyskland tilbyder 50 mio. euros. Englands ambassadør, John Casson, sagde, at England vil yde 32 mio. dollars

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, der åbnede mødet, slog til lyd for en genoptagelse af det arabiske fredsinitiativ fra 2002 og sagde:
– Vi må gøre dette øjeblik til et virkeligt udgangspunkt for at opnå en fred, der sikrer stabilitet og blomstring og gør drømmen om sameksistens til en realitet – dette er det arabiske fredsinitiativs vision.

Det 12 år gamle arabiske fredsinitiativ tilbyder Israel den arabiske verdens fulde anerkendelse, hvis Israel trækker sig tilbage til før 1967-grænsen, og hvis der opnås enighed om en “retfærdig løsning for palæstinensiske flygtninge”.

Den amerikanske udenrigsmister John Kerry sagde, at selv den mest holdbare våbenhvile ikke er nogen erstatning for fred, sikkerhed for Israel og en stat og værdighed for palæstinenserne.

Kerry fremsatte imidlertid ikke et nyt fredsinitiativ. Han havde et møde med præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas og talte i telefon med udenrigsminister Avigdor Lieberman

FN-generalsekretær Ban Ki-moon, der talte på konferencen, tager i dag til Jerusalem for at mødes med israelske ledere og skal i morgen besøge Gaza. I sin tale på konferencen sagde han:
– Uden en fredsaftale må man frygte, at Gaza-krige og donor-konferencer for at udbedre skaden bliver et årligt ritual.

“Værdiløs”
Den israelske transportminister Israel Katz siger, at de lande, der har tilbudt store beløb for at genopbygge Gaza-striben, vil have givet værdiløse donationer, hvis Gazas folk vender tilbage til terrorisme.

Israel, PA og FN har udarbejdet en mekanisme for at følge op på, at de byggematerialer og penge, der kommer ind i Gaza, ikke bruges af Hamas til at bygge infiltrations-tunneler til Israel.