Jerusalem-marchen idag højdepunkt i kristnes festligholdelse af løvhyttefesten
Over 5000 pilgrimme og turister fra hele verden vil i dag deltage i Jerusalem-marchen – højdepunktet i disse kristnes festligholdelse af den fem dage lange jødiske løvhyttefest.
De er kommet fra 80 lande jorden over. Ifølge Den internationale kristne ambassade i Jerusalem (ICEJ), der står for arrangementet for 35. gang, er det det største antal deltagere i syv år. Mange er kommet for at tilkendegive deres sympati med Israel i en svær tid.
Norge og Brasilien er, efter traditionen, de største deltagerlande. Blandt gæsterne i år er fem regeringsmedlemmer og diplomater samt fremtrædende kristne personligheder.
De mange deltagere var i aftes til en farverig sammenkomst i Jerusalems nye kongres-center, Pais Arenaen, hvor de bl.a. hørte præsident Reuven Rivlin takke dem for deres støtte til den jødiske stat.
– Forbindelse mellem zionisme og kristne samfund har dybe historiske rødder, sagde han. Tak for Jeres venskab. Tak for Jeres hengivenhed. Tak for Jeres vedvarende tillid og støtte.
Præsidenten for Den jødiske Verdenskongres (WJC), Ronald Lauder, talte ved begivenheden og sagde, at det internationale samfund ignorerer de kristnes skæbne i Mellemøsten, og at hele samfund er blevet udslettet.
Lauder og ICEJ eksekutivdirektør, Jürgen Bühler, har skrevet et brev til verdensledere og opfordret dem til at tale mod forfølgelsen af kristne i området.
– Vi ved som jøder ved hvor vigtigt det er at melde ud, sagde han. I 1930’erne, da jøder blev berøvet deres rettigheder og var forfulgte, var verden tavs. Vi ved, hvad der sker, når verden er tavs, så i dag står vi op og taler imod.
Lauder beskyldte FN for ikke at gøre opmærksom på dette, mens FN ofte fordømmer Israel.
– Henrettelserne og forfølgelserne af gamle kristne samfund er en tragedie, sagde han.