Kirkeministeren prædikede ved jubilæumsfest

Tove Fergo ramte plet, da hun på KKR’s festgudstjeneste holdt en stærk prædiken om tro. Pinsekirkens tv-kanal har netop bragt utallige københavnere til tro på GudKKR/TV fejrede søndag formiddag sit 20 års jubilæum med et brag af en festgudstjeneste i Pinsekirken København med kirkeminister Tove Fergo som gæsteprædikant.

Tove Fergo blev hyldet med klapsalver af godt 500 feststemte pinsevenner i København i søndags. Hendes prædiken om tro og tillid til Gud gjorde et stort indtryk
Foto: Jacek Twardowski.

– I 20 år har KKR/TV været unikt i forhold til de andre tv-stationer, fordi KKR/TV har været fokuseret på at formidle de gode nyheder, så det er blevet til livsforvandling for seerne, sagde Jarle Tangsted seniorpræst i Pinsekirken København.
Kirkeminister og folkekirkepræst Tove Fergo var inviteret til anledningen og holdt en prædiken, der utvivlsomt blev en overraskelse for mange. En klokkeklar opfordring til tro og tillid til Gud.

Lad os vove springet

– Naturvidenskaben vil aldrig give os beviser for troen. Troen er et spring ud i Gud Den Almægtiges arme. Han vil bære os, når vi er ved at snuble. Det er det glade budskab, der taler til os i dag. Hans kærlighed og håb til os. Lad os vove at tage det spring. Vove at kaste os i hans arme, prædikede Tove Fergo uden manuskript.
Jarle Tangsted var ikke sen til at kvittere med et jobtilbud.
– Hvis du en dag ikke længere er kirkeminister eller folkekirkepræst, kan du komme til os. Vi vil prioritere højt at få dig med på holdet her.
Tove Fergo blev hyldet med klapsalver og overrakt en gave „til påmindelse om den søndag, du overlevede et besøg i en pinsekirke“, sagde Jarle Tangsted med et stort smil.

150.000 seere ugentligt

KKR/TV var med til at bryde DR’s monopol i Danmark i 1984 og har siden da gjort en forskel i mediebilledet. Ifølge seerundersøgelser ser 150.000 københavnere KKR/TV pr. uge.
Det har givet mange resultater i årenes løb. Mange mennesker har stiftet bekendtskab med kristendommen for første gang ved tilfældigvis at zappe ind på kanalen.
En årlig undersøgelse i Pinsekirken København viser, at elleve procent af mødedeltagerne kommer i kirken efter først at have set KKR. Mange af kursisterne på kirkens Alpha-kurser er en direkte høst af KKR/TV.
En lille bog med personlige vidnesbyrd, „20 seeres møde med troen“, blev delt ud til de godt 500 deltagere i festgudstjenesten, hvor der blandt andet også blev vist klip fra de første udsendelser i KKR for 20 år siden. Kulturminister Brian Mikkelsen bringer en jubilæumshilsen på bagsiden af bogen.
KKR’s jubilæum blev i det hele taget fejret med stor taknemlighed til Gud. I dag producerer den københavnske tv-station også programmer på arabisk, der bliver sendt i Mellemøsten med stor succes.