Bjarnes Hjørne:
Spændende trekant
Er der noget så hyggeligt som et barn og en voksen samlet om en bog på gulvet, i sofaen, foran pejsen, et skyggefuldt sted i haven? Sammen udgør de en spændende trekant. Den voksne, der læser højt for barnet af en god bog.Børn elsker at have koncentreret voksenkontakt, og de fleste børn er glade for at få læst højt af en god bog. Men alt for mange børn tilbringer i stedet alt for meget tid foran fjernsynet, videoen eller computeren, mens den voksne har travlt i køkkenet. Den fortravlede hverdag rummer ikke tid til en spændende trekant og vi fratager børnene vigtige oplevelser.
Der findes mange gode børnebøger. Bøger med mennesker, som børnene kan identificere sig med, bøger som kan udvide barnets horisont, bøger, der giver spænding og intens medleven. Bøger der giver sprog. Højtlæsning er med til at udvikle børns sprog og gøre dem til gode læsere.

