Kinesiske kristne står nu åbent frem med deres tro
Antallet af kristne i Kina vokser fra år til år til trods for øget forfølgelse og statslig undertrykkelse.
Det skriver et af verdens mest indflydelsesrige nyhedsmagasiner, The Economist. Den britiske ugeavis antyder i artiklen, at antallet af kristne i Kina til og med kan have overgået medlemstallet i det regerende ateistiske kommunistparti i landet.
Kristne spreder evangeliet
Ifølge artiklen hævder kinesiske myndigheder, at der er mellem 23 og 40 millioner kristne i landet, mens andre beregninger viser, at det er mellem 60 og 120 millioner troende i Kina. Og spredningen af evangeliet fortsætter til trods for stadig flere aktioner mod officielle kirkebygninger i landet. I efteråret udtalte lederen for den amerikansk-kinesiske organisation China Aid, Bob Fu, at over 300 kirker var blevet angrebet.
– Der har været tvungne nedrivninger og fjernelse af kors. Flere troende er indlagt på sygehus, og flere tusind politifolk blev mobiliserede, da en kirke skulle angribes. Dette har ikke været set siden kulturrevolutionen, sagde den tidligere aktivist og pastor til avisen Christian Today.
Husmenighederne bliver mere synlige
Mange kinesiske kristne tilhører uregistrerede husmenigheder på grund af forfølgelse og statslig undertrykkelse. Men ifølge The Economist dukker stadig flere af den slags husmenigheder op i offentligheden. I artiklen står det, at kristendommen er vanskelig at kontrollere i Kina, og at det hele tiden bliver vanskeligere. Den kristne tro spreder sig hurtigt og infiltrerer partiets egne rækker. ”Linjen er uskarp mellem husmenigheder og officielle kirker, og kristne er begyndt at dukke op fra deres skjul for at spille en mere aktiv rolle i samfundet”, skriver avisen.
De skriver også, at myndighederne ser på religion – og særlig kristendommen – med «dyb uro», og at de er bekymrede for, at loyaliteten ledes bort fra staten.
Vender det blinde øje til
Avisen viser også, hvordan troende spiller en større rolle i det kinesiske samfund. De skriver blandt andet, at der bliver stadig flere kristne læger og akademikere i landet, og at der er over 2000 kristne skoler på forskellige steder i Kina. Mange af dem er små, fordi de er ulovlige. Der rapporteres også om, at mange tjenestemænd vender det blinde øje til de kristne, fordi de finder ud af, at de er ’gode borgere’.
Invitation
I forrige uge kunne Telegraph meddele, at Kinas ambassadør i Storbritannien har inviteret ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, til at rejse rundt i landet. Ærkebiskop Welby vil overveje at besøge Folkerepublikken, som sandsynligvis bliver verdens «mest kristne» land inden 2030, skriver KPK.