LederOase 2015 har fokus på mission

Alan Hirsch er hovedtaler på LederOase 2015.
Alan Hirsch er hovedtaler på LederOase 2015.

Kan en karismatisk bevægelse blive missional uden at miste sit særpræg? spørger DanskOase.

Missionsteologen Alan Hirsch fra Los Angeles er hovedtaler, når DanskOase inviterer til lederkonference den 24. januar på Hotel Scandic i København.
Med temaet The Essentials to a Missional Movement vil LederOase 2015 sammen med Alan Hirsch stille skarpt på de mest centrale værdier i en missional bevægelse. Der vil bl.a. være fokus på, hvordan en fornyelsesbevægelse kan blive til en missional bevægelse uden dermed at miste sin karismatiske identitet. Konferencen henvender sig bredt til ledere, uanset om man er fx celleleder, forælder, menighedsrådsmedlem, præst, børneleder eller teologistuderende.

Teamprocesser

Hirsch vil i dagens løb holde tre foredrag med udgangspunkt i, hvordan Jesus kaldte og gjorde mennesker til disciple.
Alle foredragene bliver efterfulgt af undervisning i ’Missional praksis’. Her vil forskellige ledere fortælle om deres egne praktiske missions-erfaringer i case-baseret form. Under de efterfølgende teamprocesser får deltagerne mulighed for at omsætte teorien til noget, der er relevant og praktisk anvendeligt for det enkelte team i hverdagen efter konferencen.
Dette års LederOase skal dels hjælpe den enkelte til at ’opdage sin identitet som missional leder’ dels give redskaber til at lede andre i at danne missionale bevægelser. Dagen vil også byde på lovsang under ledelse af Sofia Hedia, og DanskOases formand, Jesper Fodgaard, prædiker under aftenmødet.

Mission der virker

Alan Hirsch er grundlægger af Forge Mission Training Network, som træner missionale ledere. Han er medleder af Future Travelers, et innovativt undervisningsprogram, som hjælper kirker med at blive missionale bevægelser, og leder for Missional Leadership Development hos CRM Empowering Leaders, hvis tjeneste udruster ledere i samfundsforvandlende discipelskab.
Alan Hirsch har skrevet bøgerne ”The Shaping of Things to Come” og ”The Forgotten Ways”, som er verdenskendte for deres nytænkende måde, når det gælder at formidle, hvad det vil sige at være og blive en frugtbar missional bevægelse. Alan Hirsch deltager sammen med sin kone Debra på hele LederOase.