Mama Heidi i Kbh.
Fra den 7.-10. maj kommer den verdenskendte missionær Heidi Baker til København for at tale ved Awake-konferencen.
Den foregår i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro. Og der venter de tusind forventede deltagere en speciel oplevelse.
Dr. Heidi Baker er ikke som andre talere. Egentlig befinder hun sig bedre blandt Afrikas fattige end på kristne konferencer. Hun er fuldstændig Guds-hengiven og ligeglad med, hvad mennesker tænker. Hun taler moderne, men med en ægte og dyb inderlighed. Og hun har inspireret mange til at leve på samme måde.
Heidi Baker har sammen med sin mand Rolland grundlagt missionsorganisationen ”Iris Global”. Deres passion er at hjælpe børn og unge fra de fattigste samfundslag i Mozambique til hver dag at spise sig mætte samt få mulighed for at gå i skole og få en uddannelse.
Heidi Baker bliver kaldt: ”Afrikas Moder Teresa”. Men hun er mere end en humanitær kvinde.
Dét, der gør størst indtryk, er at hun har gjort sig afhængig af Guds ledelse og forsørgelse. Og det har givet hende stærke oplevelser og dyb åndelig indsigt, som man kan læse om i den nye bog ”Mama Heidi”, som forlaget Scandinavia har udgivet.
Desuden kommer Tom Jones, som også medvirkede i 2014, og prædikanten Blaine Cook, som er anbefalet af sidste års hovedtaler Randy Clark. Han er bl.a. kendt for sin stærke undervisning i og praktisering af forbøn for syge.
Konferencen er åben for alle, men for at være med skal man tilmelde sig, inden der bliver fyldt op.