En smule forkælet?

Der var ikke Nutella til morgenmaden. Humøret hos børnene faldt adskillige grader. Søndagsmorgenbordet var pludselig slet ikke hyggeligt. At de sad trygt og godt i et varmt hus sammen med deres forældre og havde mad på bordet, talte ligesom ikke rigtigt.

”Forkælede unger” kan i sådan en situation være den første tanke, der sukkende dukker op i mit indre (ved de da ikke, hvor mange børn der sulter?). Men jeg er ikke nødvendigvis bedre selv. Det er måske ikke lige Nutella, jeg brokker mig over, men andre mangler kan sagtens stjæle min glæde. Og når utilfredsheden har sneget sig ind i mit sind, er det nemt på et tidspunkt at bebrejde Gud for et eller andet. For de ting, der altid har været i vores liv, har vi tendens til at tage som en selvfølge, og endda føle vi har krav på. Som fx Gud selv.

Jeg er vokset op i en kristen familie, så troen har altid været i mit liv. Selv om jeg har haft min (lille) del af troskampe, ørkenvandringer og udfordringer, så har jeg taget som en selvfølge, at jeg kendte til evangeliet om en kærlig Gud som ofrede sin søn, for at jeg kunne få evigt liv.

Men det stigende fokus på islam og ny kendskab til den tro, muslimer lever med, fik mig til at tænke lidt over det med at kende Gud: Forestil dig, at leve med en tro på, at vægtfordelingen af dine gode og onde gerninger skal afgøre din evighedsskæbne. Er der flest onde gerninger, får du en enkeltbillet til helvede. Medmindre selvfølgelig at du ofrer dit liv i hellig krig. Eller forestil dig, ikke at kunne tale til Gud med dine egne ord, eller læse hans ord uden at bekymre dig om, hvorvidt du var ren nok.
Det var som om, det en dag greb mit hjerte – at det ikke er en selvfølge, at jeg har hørt, at Gud elsker mig, endda nok til at ofre sin egen søn. Jeg har jo ikke gjort noget for at være født ind i de omstændigheder, der er mine. Det er bare blevet mig givet.

En dag da Jehovas Vidner ringede på min dør, mærkede jeg så en anden følelse. Jeg følte mig bedre end dem. Som om det var min fortjeneste, at jeg kender Jesus og er frelst ved tro – ikke gerninger. Det er det ikke – det er ren nåde. Jeg har ingen fortjeneste deri, og den tanke gør mig ydmyg og fyldt med taknemlighed.