Baptister kæmper for religionslighed
Baptistkirken føler sig diskrimineret af, at nyfødte baptister skal registreres hos et andet kirkesamfund. Ungt par er klar til at gå i fængsel for at ændre denne praksisBaptistægteparret Line Jul og Rasmus Hylleberg nægter at lade fødslen af deres søn registrere i folkekirken. De finder det krænkende og diskriminerende, at de ifølge lovgivningen er tvunget til at lade deres barn registrere hos ét bestemt kirkesamfund, som ikke engang er deres eget.
Derfor sendte parret den 5. januar et brev til kirkeminister Tove Fergo, hvor de orienterede om deres beslutning. Protesten er principiel og har som formål at opnå større grad af religionslighed, og det unge par bakkes op af deres kirkelige bagland.
– Baptistkirken i Danmark støtter op omkring denne aktion, da det er vigtigt i et moderne samfund, at ingen religion eller trosretning er privilegeret frem for en anden, siger konstitueret formand for Baptistkirken i Danmark Lone Møller-Hansen i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer:
– Kampen for religionsfrihed og -lighed angår ikke kun baptister, men alle danskere. Nok har vi religionsfrihed i Danmark, men det kan blive meget bedre med religionsligheden.
Ifølge Lone Møller-Hansen kom initiativet til den civile ulydighed fra det unge par selv, så der er ikke tale om en koordineret aktion fra baptistkirkens side, selv om man har været hurtige til at bakke om Line Jul og Rasmus Hyllebergs beslutning.
– Det var Rasmus, som tog initiativet. Henvendte sig til missionskomitéen i november og fortalte, at de havde besluttet sig for ikke at lade deres nyfødte søn registrere. Komitéen behandlede sagen på et møde og blev enige om at bakke op om parrets beslutning, oplyser hun og tilføjer, at helt tilbage i 1999 vedtog Baptistkirken i Danmark en resolution på deres årsmøde, hvor man gav udtryk for, at det er forkert, at registreringen af nyfødte ligger hos et bestemt kirkesamfund.
– Resolutionen var i virkeligheden bare et nyt skridt i en lang kamp, som kan føres helt tilbage til de ældste aner i baptistkirken, hvor man kæmpede for den religionsfrihed, som blev indført med grundloven i 1849, vurderer Lone Møller-Hansen.
Men hvorfor er det vigtigt, at der er religionslighed?
Er det ikke nok med religionsfrihed?
– Den frihed, vi påberåber os, skal alle have. Alle skal behandles lige, før der er frihed.
Så der er ikke fuld religionsfrihed, før der er religionslighed?
Nej.
Hvad håber I at få ud af aktionen?
– Vi håber, at den civile registrering bliver samlet hos én statslig myndighed det vil der som en sidegevinst også være en lille samfundsøkonomisk gevinst ved. Men det er ikke det væsentligste. Diskriminationen af os som trossamfund er vores anstødssten i det her; det er vores motivation. Vi tror, at det kan skabe modvilje hos folk, at de er tvunget til at lade sig registrere hos et andet trossamfund.
Men er det i virkeligheden noget problem? Betyder det noget, om det er hos kordegnen eller på kommunekontoret, at man skal lade sig registrere?
– De fleste i baptistkirken har et afslappet forhold til folkekirken, og mange tænker nok ikke engang over, at de skal registrere sig hos et andet trossamfund. Men for nogle, som reflekterer over dette, er det en anstødssten: Man finder det simpelthen ikke rimeligt.
Håber Fergo indser, at det er urimeligt
Men kan man ikke bare betragte det som en opgave, det offentlige har udliciteret til folkekirken, ligesom så mange andre statslige opgaver bliver udliciteret?
– Nej, kunne man måske forestille sig, at muslimerne eller baptisterne skulle tage sig af registreringen? Vi vil egentlig helst undgå al registrering og blive fri for at føre kirkebog. Siden 1952, hvor vi blev et anerkendt trossamfund, har vi haft ret og pligt til at føre kirkebog, men for mange præster er det bare en klods om benet at skulle bruge ressourcer på sådan en civil opgave. De gamle baptister kæmpede for at få lov til det, fordi de betragtede det som en ligestilling med folkekirken, men vi er nået til den erkendelse, at al civil registrering bør samles hos én offentlig myndighed, altså kommunekontoret.
Hvad er jeres næste skridt i denne aktion?
– Det er ikke en aktion på den måde, at vi har forberedt vores næste skridt. Vi er spændte på at se, hvad Tove Fergo siger til Line og Rasmus brev, og vi håber selvfølgelig, at hun kan se, at tingene ikke er rimelige.
Kender I til andre, som på lignende vis har nægtet at lade sig registrere, fordi de hører til et andet trossamfund end folkekirken?
– Nej, men loven kræver, at man lader sit barn registrere inden seks måneder, ellers får barnet tildelt et kongeligt navn. Jeg ved ikke, om der kan følge bøder og retssager i kølvandet på Line og Rasmus civile ulydighed, men i så fald er Baptistkirken i Danmark indstillet på at støtte dem hele vejen igennem. Målet er dog ikke at køre sagen igennem til enden; målet er at få ændret på registreringen. Vores baptistiske forfædre gik i fængsel for deres tro, og det har Line og Rasmus sagt, at de også er villige til, hvis det bliver nødvendigt.
Har de også overvejet konsekvenser for deres barn? Hvis sagen fortsætter helt, til han skal i skole, kunne det måske give ham nogle problemer?
– Det ved jeg ikke. Han bliver allerede nu kaldt Emil, men lad os nu se, hvad der sker.
Men er det rart for ham at blive kaldt Emil, når han i alle officielle papirer måske kommer til at hedde Frederik?
– Lad os nu se, hvad der sker. Han blev født den 4. november, så de seks måneder er ikke gået endnu. Der er stadig tid til, at politikerne kan handle.