Historien gentager sig
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C
“Tre ting lærte vi i Hitlerjugend: At synge, marchere og slå ihjel,” sagde en tysk veteran i en tv-dokumentarudsendelse om Anden Verdenskrig.
Og i 2015 er der børn, der ikke blot lærer at slå ihjel, men også at begå selvmord.
Under overskriften “Tiårig selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i Nigeria,” bragtes d. 12. januar denne afskyvækkende avisnyhed: “En lille pige, som formentlig kun var omkring ti år gammel, sprængte lørdag sig selv i luften på et marked i det nordlige Nigeria. Mindst 19 mennesker blev dræbt.” Det skriver Sky News. En civil mand har ifølge Sky News fortalt til nyhedsbureauet AFP, at det var tvivlsomt, om pigen var klar over, hvad der var spændt fast til hendes krop.
Ingen har endnu påtaget sig skylden for eksplosionen, men den militante, islamistiske gruppe Boko Haram har flere gange udført lignende angreb i området og har også tidligere brugt kvinder og børn som menneskelige bomber, skriver Sky News.
Hvornår går det op for dem, der støtter “Boykot Israel” – kampagnen, som med rette er blevet kaldt “vor tids antisemitisme”, at de indirekte støtter de onde kræfter, der står bag grusomheder som tiårige selvmordsbombere?
Det havde været mere i overensstemmelse med sandheden, hvis danske politikere havde haft mod til at lægge navn til en busreklame med fordømmelse af forfølgelse af kristne.
Da busser i Aarhus kørte med reklamen for “Boykot Israel”, som efter protester var blevet fjernet fra busser i København, var det flovt at være aarhusianer.