Engle i kano – og en mystisk rytter

Villi Rasmussen, Horsens, fortæller om missionærer, der fik englehjælp – og sin egen oplevelse af englevagt

Illustrationen er uden forbindelse til den nævnte begivenhed

Den lille lægemissionsbåd banede sig vej op ad Amazonfloden med Leo Halliwell som kaptajn.
(Jessie og Leo Halliwell var i 30 år lægemissionærer ved Amazonfloden og har skrevet bogen „Light in the Jungle“).
På en af bifloderne sejlede tre mænd i en kano. De vinkede for at blive taget på slæb af „Luzeiro“, Lysbæreren, som båden hed. Sædvanligvis tog man ikke indianerne på slæb, for så ville man snart have en hel armada af kanoer, som ønskede at blive bugseret. Her var ingen andre både og ingen landsbyer i sigte, bare tæt løvhang på begge sider helt ned til floden.
Nølende kastede besætningen en line ned i kanoen, og to af mændene steg om bord, medens den tredje blev i kanoen. De to underholdt sig med kaptajnen og talte om løst og fast en tid, men pludselig spurgte den ene af de indfødte kaptajnen om, hvilken side af skærene han ville vælge.
„Hvilke skær?“ spurgte Leo Halliwell forbavset. „Jeg ser ingen skær.“
I stedet for at svare skubbede manden Leo Halliwell fra rattet, greb det selv og tvang båden skarpt ud til siden, så den krængede voldsomt over under den bratte kursændring.
Leo Halliwell følte hjertet stå stille, da han så ned i vandet og observerede en række undersøiske skær lige der, hvor de ville være kommet hen, om ikke den ukendte passager havde overtaget styringen. Deres missionsbåd ville være blevet flænset op i bunden, og de ville sandsynligvis være omkommet.
Nogle minutter senere bad de to mænd om at blive sat ned i kanoen, idet de var nået frem til deres mål. Leo Halliwell undrede sig, for der var ingen landsby der, kun tæt løvhang helt ned til floden. Han prøvede at lægge mærke til, hvor de drog hen, men da han et øjeblik tog blikket fra dem for at rette båden op, var de borte. De kunne umuligt være nået i land på de få øjeblikke, og det var desuden næsten umuligt at komme i land der.
Et vers fra Bibelen lød i Leo Halliwells øren fra Sal 91, 11-12: „For han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.“
Var det et under? Var det tre engle, som kom padlende i kano for at redde lægemissio-nærerne fra druknedøden? Eller var det overspændte nerver? Det sidste kunne ikke være tilfældet, idet der var flere medarbejdere med på Luzeiro.

E. H. Wilcox var missionsleder for et område i Andesbjergene i Sydamerika. På en lille missionsstation var fru Elvin alene med sin lille datter, da Jack Elvin var ude på sygebesøg. Om aftenen så hun ud af vinduet. En skare kom ned ad skråningen mod nord. Hun blev nysgerrig og derpå angst, da hun så, at det var en flok berusede mænd, som hujende bevægede sig hen imod huset. De var bevæbnede med sten, stokke og knipler. Der lød et skud. Det var umuligt for hende at flygte, for der var hverken hest eller båd ved huset. „“Herre, hvad skal jeg gøre?“ råbte hun.
Hun tog sin lille pige med sig ind i den anden stue og bøjede sine knæ sammen med datteren, som ikke helt forstod situationens alvor. En forunderlig følelse af Guds nærhed fyldte hendes sind, mens hun bad. Hvad end skulle hænde, følte hun sig tryg.
Hun gik tilbage og så ud mod skaren. En rytter kom i fuldt firspring ridende mod skaren med et stykke papir i hånden. Skaren var nu kommet så nær, at fru Elvin kunne høre, hvad der blev læst op. Det var en meddelelse fra politimesteren: „Hvis der sker missionsstationen ved Piata og dens folk noget, vil I alle blive draget til ansvar.“
Rædselsslagen kastede lederen for skaren papiret fra sig og råbte: „Lad os komme bort omgående!“ Et øjeblik efter var alle på vild flugt.
Da Jack Elvin kom hjem og hørte dette, drog han ind til missionslederen, E. H. Wilcox, og sammen drog de til politimesteren i Huancano for at takke for hjælpen. Politimesteren var totalt uforstående overfor denne sag.
„Jeg kender ikke noget til nogen rytter med en advarsel“, sagde han. „Jeg har ikke sendt nogen besked!“
Var det en hallucination, eller var det englebesøg?

Selv har jeg oplevet, hvad jeg kun kan forklare som Guds engles indgriben i mit liv, ellers havde jeg ikke kunnet skrive dette i dag.
Jeg var på vej hjem mod Oslo efter et besøg hos nogle bibelelever i en lille bygd ca. 50 km sydøst for Oslo. Det var på den tid, hvor sneen i foråret smeltes af solen til et spejlblankt isdække. Jeg kørte stille, roligt og forsigtigt ned ad en lang bakke og holdt kursen støt fremover, idet jeg forsøgte at undgå nogen som helst bevægelse i rattet.
En lastbil kom op ad bakken imod mig. Et par hundrede meter fra mig skete der noget, jeg aldrig har været ude for før og heller ikke ønsker gentaget på en smal norsk vintervej.
Presenningen på bilens lad blæste af og hang og slaskede ud over vejen ned på min kørebane med løse snore, som for op og ned i luften. Chaufføren havde åbenbart glemt at fæstne den i modsatte side, da han havde været inde og levere varer et sted. Bilen kom nærmere. Jeg havde bagagebærer på taget med fingre, som stak ud til siden, og så i ånden snore og presenning få fat i alt dette og snurre bilen rundt som en snurretop på den isglatte vej.
„Hvad gør du nu?“ – Jo, der var én ting, jeg vidste, jeg kunne gøre i denne situation. Jeg bad, mens jeg holdt så roligt om rattet som muligt. At bremse ville være helt umuligt. Lastbilen kom nærmere og nærmere med presenningen slaskende ned i vejen. Chaufføren havde intet opdaget. Hvad skete der? Et mirakel – ja netop! Lige før presenningen nåede min bil, tog et eller andet ved den og løftede den nok så nydeligt op over taget på min bil, uden at så meget som en snor eller et hjørne af presenningen berørte bilen. Jeg turde næsten ikke se i bakspejlet for ikke at komme ud af kurs, men gjorde det alligevel, og hvad så jeg? Jo, presenningen klaskede ned på vejen nok så nydeligt, efter at den havde passeret min bil. Jeg tror aldrig, jeg har været så nær en alvorlig ulykke, og aldrig har jeg draget et så dybt lettelsens suk som derefter, hvor ordene fra Sal 34, 8:
„Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og han udfrier dem,“ lød i mit sind, og indtil i dag takker jeg Gud for, at han sendte sin engel og hjalp mig.
Ingen skal nogen sinde få mig til at tvivle på, at Guds „tjenende ånder“ (Heb 1,14), englene, „sendes ud for at hjælpe“ os, hvis vi vil tage imod deres hjælp.

Villi Rasmussen,
præst ved syvende dags
adventistmenigheden i Juelsminde.