Følelser i kontrol og uden

I Pixars nye succesfilm ”Inderst inde” er personficerede følelser hovedpersoner.

Disney-Pixar er kendt for at være en mester i at spille på hjertestrengene, og med Inderst inde tackler de selve kernen i deres film: Følelserne.

Det kan være hårdt at være 11 år, og Riley er ingen undtagelse. Inderst inde i Riley bor hendes følelser – Glæde, Tristhed, Vrede, Afsky og Frygt. De fem figurer lever i Hovedkvarteret, kontrolcentret i Rileys sind, hvor de hjælper hende med at navigere gennem hverdagen. Glæde styrer sine tropper med fast hånd, men da Riley og hendes familie flytter til San Francisco, opstår der uro i Hovedkvarteret. Selvom Glæde forsøger at holde humøret oppe, kommer de fem følelser hele tiden i konflikt med hinanden. Og historien tager endnu en drejning, da Glæde, efter at have forsøgt at gøre Riley glad igen efter en særlig bitter første dag i skolen, ved et uheld bliver smidt ud af Hovedkvarteret. Sammen med Tristhed lander hun i en labyrintisk verden fyldt med Rileys erindringer, hvilket efterlader en følelsesløs Riley uden evnen til at føle hverken lykke eller sorg. Vrede, Frygt og Afsky forsøger at handle, som de tror, Glæde ville, men ingen af dem kan foregive at være noget, de ikke er, og Riley bliver mere og mere indadvendt og følelseskold. For at redde Riley fra sig selv, må Glæde og Tristhed rejse gennem en kaotisk verden i Rileys sind, hvor de både kommer i kontakt med Rileys hukommelsescenter og hendes drømmecenter og undervejs lærer mange ting om sig selv og hinanden.
Det vil ikke komme som nogen overraskelse, at Disney-Pixars nyeste film, Inderst inde, både slår et slag for følelserne og for fantasien. Men at påstå, at Inderst inde kun spiller på vores sentimentalitet, er at gøre den en bjørnetjeneste. Filmen balancerer på den perfekte blanding af komik og eftertænksomhed, som filmstudiet er blevet verdenskendt for, og det er dens dybe respekt for sit emne, der gør filmen så fremragende. Fantasien er bare prikken over i’et.
I betragtning af emnet er Inderst inde uden tvivl den modigste historie, Disney-Pixar nogensinde har behandlet for børn. Mens ideen om, at følelser i virkeligheden er levende væsener, selvfølgelig er fri fantasi, er den bagvedliggende tanke – at vi nogle gange ikke har kontrol over vores egne følelser – en meget voksen tilgang til en børnefilm. Der er intet talende legetøj eller ingen nuttede robotter her, og på trods af filmens noget barnlige udseende og dens neonfarver, vil Inderst inde give genlyd hos de fleste voksne. Det er let at trække paralleller til emner som depression og voksenlivsangst, men det er den måde, hvorpå denne film præsenterer alle disse følelser, der gør den virkelig betagende. Filmen minder os om, at der ikke burde være skam forbundet med ikke altid at være glad, og at alle følelser har deres plads. Og det er et godt budskab, både for børn og voksne.

Inderst inde • 102 min
Premiere: 27. august