Frikirkemand og politisk filosofisk tænker

Mange af Udfordringens læsere kender Jesper Veiby fra avisens spalter. Han har et års tid været medarbejder på Udfordringen, har arbejdet på Ny Vision, har udgivet flere bøger og anmelder jævnligt bøger i UdfordringenNu har Jesper Veiby udgivet en analytisk, filosofisk samfundsbog Det fair samfund om liberalismen som overideologi. Se anmeldelsen på side 15 i dette nummer af Udfordringen.
I anledning af udgivelsen har Udfordringen valgt at gå lidt tættere på manden bag bogen.
„Udfordringen“ har talt med Jesper Veiby:

Du har tidligere stort set holdt dig til teologiske bøger på vækkelseslinien. Nu giver du dig i kast med det mere samfundsorienterede, det politiske. Hvorfor?
– Nu har politik og samfundsforhold altid interesseret mig, men i første omgang blev jeg inspireret af nogle bøger omkring John Rawls’ teorier. Og jeg blev faktisk ret fascineret af det, fordi jeg kunne se, at det kunne lade sig gøre at formulere nogle tanker omkring samfundets indretning på et dybere plan, end jeg indtil da havde stødt på. Og så følte jeg, Gud gav mig en nøgle til bogen i form af en grundlæggende model, som jeg argumenterer udfra. Sådan oplever jeg det faktisk ofte, når jeg skriver bøger, at der er en nøgle eller et omdrejningspunkt, som lukker op for resten. Derfra var der ikke langt til at skrive den.

Du har evnet at forene dit forfatterskab med studier og arbejde?
– Tja, når folk spørger til det, plejer jeg at svare, at jeg jo skal få tiden til at gå med noget. Jeg har nok en del bolde i luften, men jeg har været velsignet ved at kunne få det hele til at hænge sammen. Jeg ville da gerne kunne hellige mig de vigtigste ting, men som landet ligger, er det nok de færreste kristne forfattere, som kan leve godt af at skrive. Men i øvrigt så er en akademisk uddannelse udover de faglige kompetencer med til at skærpe en mentalt.

Hvad er din baggrund for at skrive en politisk filosofisk bog som „Det fair samfund“?
– Først og fremmest en stor interesse for området og et godt og bredt kendskab til samfundspolitiske teorier og litteratur. Det er jo det med, at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Nu har du i forvejen en kristen baggrund og har hidtil skrevet bøger med teologisk tilsnit. Oplever du det så som noget kontroversielt at skrive en bog med et helt andet udgangspunkt?
– Nej, det gør jeg egentlig ikke. Mere som noget nyskabende. Vi kommer nok ikke udenom, at der i nogle kristne kredse er en vis skepsis overfor det intellektuelle, fordi man føler, der er en konflikt mellem tro og forstand. Men min forstand er en gave fra Gud, hvor jeg på mit felt kan tjene Gud lige så godt, som andre kan med andre nådegaver. Jeg er ubetinget karismatiker, men det må ikke ende i en fordummende anti-intellektualisme. Troen og forstanden udelukker ikke hinanden, og det, at jeg går uden for det særskilt kristne, handler for mig om at være lys og salt i verden og måske spille en reformatorisk rolle.

Hvad vil du opnå med bogen?
– Ja, det lyder nok lidt flot, hvis jeg siger, jeg gerne vil være med til at sætte dagsordenen. Men i et eller andet omfang vil jeg gerne være med til at sætte fokus på den frihed, vi nogle gange tager for givet. Og desuden pege på, at der bag al politik må ligge nogle værdier og principper, man må bygge på. Politik uden principper degenerer for det meste til opportunisme og populisme.

Hvem er målgruppen for bogen?
– Jeg mener faktisk, den burde være interessant for alle politisk interesserede. For den er i bund og grund et objektivt forsvar for frihed og demokrati, som vores samfund bygger på, og som også i dag bliver udfordret. For mig som kristen er det også betydningsfuldt, at bogen rummer en klar og utvetydig tale om den enkeltes frihed og selvbestemmelse, og herunder objektivt begrunder trosfriheden. Men samtidig også, at den på denne liberale grund begrunder en vis omfordeling og et veldefineret hensyn til den svage, som er forenelig med almindelig medmenneskelighed og kristen næstekærlighed.

Det er en teoretisk politisk bog, men vil du kunne se dig selv som aktiv politiker i fremtiden?
– Måske. Men meget politik er jo realpolitik, og jeg er nok en håbløs teoretiker i den sammenhæng. Men jeg afviser da ikke tanken fuldstændigt, hvis et parti var rummeligt nok til en, som også nogle gange tænkte nogle tanker på tværs af det traditionelle.

Er der nogen nye bøger på vej fra „Forlaget Jezper?
– Ja, og på flere fronter. Jeg skriver allerede nu på en opfølgning af „Det fair samfund“, der søger at argumentere mere detaljeret for demokratiske institutioner og principper. Men den er nok først på gaden om et halvt til et helt år. På den kristne front har jeg en bog om kvinders tjeneste på bedding. Den udkommer nok engang i marts. Og dertil en simpel undervisning i evangeliet til udgivelse senere i foråret.
Det skal blive spændende at se, om Jesper Veiby bevæger sig videre ud ad den politisk filosofiske vej og videre over i praktisk politik.