– Jeg er ret grøn i det her med forståelse af Bibelen


Kære U.V.J.
Lad mig starte med at fortælle lidt om Moab og moabitterne.
Moab er navn på et landområde øst for Det døde Hav. Landet er en højslette. Arnonflo-den løber gennem Moab ud i Det døde Hav. Moabitterne kom ifølge 1. Mos. 19, 37 fra Lots slægt. Moab er Lots søn med sin ældste datter, og han blev stamfar til moabbitterne.
Moab blev en stat i forbindelse med den aramaiske folkevandring omkring 1200 f. Kr..
I visse perioder af Det gamle Testamente var der fred og gode forbindelser mellem Moab og Israel. Men ofte var der fjendskab og krig.
F.eks. i Dommerbogen kap. 3 læser vi om de konflikter, som Israels stammer i Øst-jordan-landet havde med moabitterne.
Vi læser også i Det gamle Testamente om de fra øst indvandrende stammers sammenstød med Moabs konge Balak, som hidkalder sandsigeren Bileam til at forbande Israel. Moabitterne ønskede at forbande Israel; men derved forbandede de faktisk sig selv og medvirkede derved til deres egen udslettelse.
Moabs national-gud hed Kemosj; men man dyrkede desuden Baal-Peor. Det læser vi om i 4. Mos. 25,3.
Baal-Peor er sandsynligvis en gud, man ofrede børn til. Altså en gud, der symboliserer de onde og livs-fjendske kræfter. Også det kan have medvirket til moabitternes udslettelse. De tilbad jo dødens gud i stedet for livets.
Omkring det ny-babyloniske riges fald i 539 f. Kr. forsvandt Moab som nation, og området blev beboet af de arabiske nabatæere.
Nu kan læserne spørge, hvorfor de historiske beretninger om Israel og moabitterne hører hjemme i en brevkasse med titlen: „Fra sygdom til sundhed.“
Det vil jeg gerne svare på.
Det gamle Testamente opfattes traditionelt som en beskrivelse israelitternes historie. Det rummer en masse beskrivelser af Israels kampe med fjenderne. Men Det gamle Testamente og Bibelen i det hele taget er mere end det. Der er nemlig en åndelig fortolkning til alle de beretninger, der findes i Bibelen. En fortolkning, der har værdi for os, som lever i dag.
Lad mig give et eksempel, nemlig beretningen om kong Josafat.
Josafat bliver ofte grebet af frygt for fjenderne og slået ud af fjendtlige omstændigheder. Da det er moabitterne og ammonitterne, der angriber, taler Guds stemme til ham og siger: „Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, for kampen er ikke jeres, men Guds.“ Sådan står der 2. Krønikebog kap. 20, v.15.
Denne beretning taler også om dig og mig, om vores kampe i livet her på Jorden. Vores fjender er vores tvivl, vores frygt, vores kritik, vore ærgrelser, uretfærdighed, bange anelser, osv.. Hver negativ tanke, der angriber os, er en fjende, som vil ødelægge vores liv. Der er endda nu i lægelige kredse en voksende forståelse for, at det er sådanne fjender i vores indre, der gør os syge eller i hvert fald medvirker til det.
Men vi skal som mennesker ikke lade os blive slået ud af disse fjender, for i 2. Krønikebog kap. 20 læser vi videre, at kampen ikke er vores, men Guds. Vi får også fortalt i Salme 55, at vi skal lægge byrden over på Herren.
Mange steder i Bibelen siges det, at slaget er Guds, – ikke menneskets, og at mennesket altid bør træde til side og se Herrens frelse, Herrens hjælp.
Overalt i Bibelen får mennesker at vide, at de ikke skal være bange.
Når vi nu nærlæser beretningen om Josafat, læser vi, at Josafat går i gang med at takke og lovprise Herren med følgende ord: „Lov Herren, for hans miskundhed var evigt !“
Josafat siger intet om fjenden eller hans egen svaghed. Han vender hele hans opmærksomhed mod Herren, og da han begynder at lovsynge Herren, går Herren til angreb på fjenderne, og de bliver tilintetgjort.
Hvad kan vi nu lære af det?
Jo, når du lovsynger og takker Herren, løfter du dig op over alle de fjendtlige tanker og omstændigheder, og Herren besejrer fjenderne for dig.
Til sidst vil jeg bare sige til dig, at du finder gode og dårlige mennesker indenfor alle religioner og tros-samfund. Men en gylden regel er, at man skal aldrig bedømme kvaliteten af en religion eller et tros-samfund efter udøverne.