Forsvar for bekendelsen
Bogen ”Gud i klemme” tilbageviser på glimrende vis det kor af teologer, som ”nytænker” troen.
Siden Thorkild Grosbølls undsigelse af centrale dele af den apostolske trosbekendelse har et kor af teologer sunget med på fornyelsessangen: drop nu den gamle bekendelse om en almægtig Gud.
At det samme kor påberåber sig at være nytænkende og reformerende på samme tid kan synes noget mærkværdigt al den stund, at tankegodset er hentet fra gnosticismen. Problemet er det velkendte teologiske dilemma, som opstår i krydsfeltet mellem bekendelsen af en almægtig Gud og erfaringen af ondskab (fx Auschwitz), for hvis Gud er almægtigt, må han være ond, når han tillader al den elendighed, hævdes det. Så hellere en god, men svag og inkompetent gud, han passer også meget bedre ind i en moderne religiøs livsstil, hvor mennesket Jesus spiller en langt vigtigere rolle som et kulturradikalt forbillede.
Overbevisende forsvar
Sådan indleder dr.theol. og tidligere lektor i kristendomshistorie ved Københavns Universitet, Carsten Breengaard sit lille forsvarsskrift for trosbekendelsen. Og så er banen også kridtet godt op. Kampen om trosbekendelsen er efter Breengaards opfattelse fundamental, fordi man ikke kan fjerne enkelte elementer; hverken Gud som skaber eller Jesus som opstanden, uden at foretage en fuldstændig omskrivning af kristendommen. Dette bygger han vel at mærke på et grundigt studie af Markusevangeliet, en række af Paulus’ breve og 1.Mosebog.
Som læser virker argumentet meget overbevisende, fordi det er den første kirkes selvforståelse, som træder tydeligt frem. Der er ingen tvivl om, at skabelse, syndefald og forsoning i kristendommen udgør en konstituerende treenighed, som forfatteren pointerer. Dermed bliver det absurd at pille Skaberen ud af troen, for alt hvad Jesus står for refererer i sidste ende til en genoprettelse af virkeligheden til en tilstand, som den var fra skabelsens fuldkomne udgangspunkt. Lige så absurd er evangeliet uden forsoningen, men hvad sker der, hvis der intet er at forsone, ej heller nogen at forsones med. De teologiske selvmodsigelser hober sig op, når man går til de moderne teologers gnosticisme i skin af kristendom.
Bibellæsning på højt plan
Postulater om, at religionerne ikke har noget bestemt indhold, står i denne bog overfor et sjældent bibelnært akademisk udgangspunkt, og jeg mener, som forfatteren, at dette er et langt bedre ståsted end den selvpostulerede kristendomsforståelse, som ellers har stor udbredelse i disse tider.
”måske afspejler dette forhold en bestemt forståelse af religion, som er almindelig i disse år, nemlig at religionerne ikke har noget bestemt indhold. At påstå det modsatte kaldes substanstænkning eller essentialisme, og det er det værste, i hvert fald i akademisk sammenhæng, man kan gøre sig skyldig i. Det er simpelthen fundamentalisme”. S.148
Det er afgjort en god oplevelse at gå til teksterne, som har dannet grundlaget for den kristne tro i 2000 år, og spørge ind til den forståelse, de repræsenterer, og langt mere indsigtsfuldt end blot at konstatere: ”jeg mener nu, at…” Jeg står således tilbage med en oplevelse af en bog, som både er indsigtsfuld i beskrivelsen af de positioner, som udfordrer trosbekendelsen, og samtidig respektfuld overfor kernen i kristendommen, selvom denne naturligvis også er gjort til genstand for debat gennem tiderne.
Det må man påskønne, især fordi det absolut ikke er akademisk hverdagskost.
Carsten Breengaard:
Gud i klemme
168 sider • 199 kr.
Kristeligt Dagblads forlag
