Det tidligere missionshotel Hotel Hebron vinder pris

Best Western Hotel Hebron er blevet kategoriseret med tre stjerner Superior.
Best Western Hotel Hebron er blevet kategoriseret med tre stjerner Superior.

”Rigtig god service” og ”fantastisk morgenkomplet” skriver 710 kunder blandt andre lovord på trip-advisors portal.

Best Western Hotel Hebron i København er blevet kåret som ”Travellers’ choice” af hotelportalen tripadvisor.dk. En pris, som hotellet vandt i 2015 og nu igen i 2016.

Hotel Hebron ligger på Vesterbro, tæt ved Hovedbanegården, og er ejet af Indre Mission. Tilddeling af prisen har baggrund i brugernes oplevelse af hotellet i 2015, hvor det ligger blandt de 15 bedste i København. Samtidig er det trestjernede hotel rykket en klasse op, så det nu kan kaldes et tre stjerner superior hotel. Ordningen omfatter 270 kriterier, som bliver gennemgået ved klassificeringen. For at opnå status som superior kræver det et yderligere antal point i forhold til pointniveauet ved det aktuelle antal stjerner.

Mere end 710 har skrevet anmeldelser af Best Western Hotel Hebron og vurderinger som ”Rigtig god service” og ”fantastisk morgenkomplet” er gennemgående i anmeldelserne.
Hotellet blev i 2009 som det første Best Western Hotel i Danmark godkendt til Grøn Nøgle. Grøn Nøgle er turismens miljømærke og en meget anerkendt mærkningsordning i og udenfor Europa.
For at opnå certifikatet ”Grøn Nøgle” skal man opfylde specifikke krav om f.eks. begrænsning af el-, vand og varmeforbrug, samt anvende miljørigtige rengøringsprodukter og økologiske morgenmadsprodukter.