Individuel Bededag

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Næste fredag den 22. april er det bededag. En dejlig fridag i foråret for de fleste. For troende kristne er det også en god anledning til at bede for landet. I år arrangeres der kun få samlinger, da mange af initiativtagerne er til Awake-konference i København, som også er én stor bededag for 900 mennesker. Men så må vi bede individuelt.

Vi beder alt for lidt, når vi sammenligner os med fx afrikanske eller asiatiske kristne, som ofte tilbringer timevis – ja dagevis i bøn og faste. Og vi beder også for dårligt…
Jamen kan man det? Hører Gud ikke enhver bøn?
Jo, det gør Gud nok. Men danske kristnes bønner er ofte så overfladiske og diffuse, at Gud må tænke: Hvad vil de egentlig, at jeg skal gøre…?
Vi skal bede konkret. Ofte beder vi fx om, at Gud vil ”være med dem”, når nogen er syge eller i problemer. Tør vi ikke engang bede konkret om, at de må blive raske eller må blive hjulpet konkret med deres konkrete problem? Forventer vi slet ikke, at Gud griber konkret ind? Foretrækker vi måske ligefrem, at han blander sig udenom?
Den slags uforpligtende bønner kan lyde så smukke og fromme, men de er formentlig virkningsløse…
Hvis vi vil opleve svar på bøn, må vi bede konkret, så vi ikke er i tvivl om, vi har fået svar – eller ej.

Jesus gav mange løfter om, at bøn har en virkning. Fx sagde han, at hvad to eller tre kan blive enige om at bede om i hans navn, det vil Faderen gøre. Vi hæfter os ofte ved, at 2-3 er nok. Men det væsentlige er her, at vi bliver enige om at bede om noget.
Kan vi ikke praktisk og fysisk finde sammen om at bede, så må vi blive enige om at bede for noget konkret hver for sig.

For to år siden opfordrede vi i Udfordringens påskeavis til at danne lokale, fælles bedegrupper på tværs af kirkerne. Den opfordring har en del kristne fulgt, så der nu er bedegrupper i ca. hver tredje kommune, men i løbet af de næste to år skal vi have oprettet bedegrupper i alle 98 kommuner.
Jo, Gud KAN ændre tingene – selv i det afkristnede Danmark – men har skabt os mennesker med en fri vilje. Vi må selv beslutte, om vi vil have hjælp ovenfra eller ej, og så bede om den.