Lecrae bekender hemmeligheder
Den amerikanske rapper Lecrae fortæller om sin tid som ny kristen i en netop udgivet bog.
Den populære kristne rapper Lecrae afslører i sin nye bog Unashamed, at han stjal en bibel fra kirken, da han var en ny kristen.
I et Facebook-indlæg delte Lecrae en lille del fra bogen:
”Jeg var endelig blevet sat fri, men jeg var ved at finde ud af, om jeg kunne leve frit. Et menneske kan fjernes fra slaveriet på et øjeblik, men det tager hele livet at fjerne slaveri fra et menneske”, skriver han.
Christian Today skriver, at Lecrae tog Bibelen fra kirkens ”hittegods”-kasse.
”En anden havde mistet den, men jeg fandt den, før de gjorde,” siger han og tilføjer, at han var åndeligt ”høj”, da han tog den.
Den kristne kunstner fortæller derefter, hvordan han blev en kristen, og at det forvandlede ham at læse i Bibelen.
Som 19-årig følte Lecrae sig meget tilfreds efter at have læst i Bibelen, fordi han endelig opdagede det, han havde søgt efter: Gud.
”Meningen og formålet, som jeg ønskede, var der nu, og bekymringer, som var ved at opsluge mig, var væk, siger han.
– Glæde erstattede angst, og jeg fandt ny energi til at lære og vokse åndeligt. Jeg havde fundet sandheden om livet, Gud og mig selv.
På trods af sin nyfundne tro, sagde Lecrae, at han stadig havde en masse synd, han kæmpede med.
Han kæmpede med paragrafrytteri, og han ønskede at imponere folk med, at han var vendt om.
Men i sidste ende erkendte han, at han ikke kunne stole på sin egen selvretfærdighed, men måtte stole på Guds nåde.
Lecrae medvirkede på Å-festival i 2015. I løbet af koncerten gav han nogle gode ord ind mellem sine numre.
– I skal ikke tænke på, hvad andre mennesker mener om jer. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er jeres forhold til Gud. Derfor skal I ikke skamme jer, understregede Lecrae.
Gud kan helbrede
Dette budskab svarer helt til teksterne i mange af hans sange, bl.a. fra albummet Anomaly.
I sangen ’The Good, the Bad, the Ugly’ fortæller Lecrae, hvordan han som ikke-kristen i sin tid opfordrede sin kæreste til at få en abort. Han har oplevet mange traumatiske ting, fx at hans egen barnepige misbrugte ham som lille. Han taler ærligt om alle de svære ting. Men han understreger også, at Gud kan helbrede. Og den helbredelse har Lecrae haft brug for og selv oplevet:
– Vi skal ikke skamme os over de ar, vi har i livet. For de er bare tegn på, at Gud kan helbrede alt.
Vi skal ikke skamme os over evangeliet, som Paulus skriver i Rom. 1:16.
Denne tekst er faktisk et af de store temaer, som Lecrae altid har sunget om. Han er også med i en kristen rapper-gruppe, som har lavet en sang med titlen 1:16. Der står også Clique 1:16 på meget af det merchandise, han forhandler.