11 stater fører sag mod Obama
Elleve amerikanske delstater har anlagt sag mod USAs regering på grund af direktivet om at give transkønnede frit valg af omklædningsrum i offentlige skoler.
– Det er bare det seneste eksempel på den nuværende regerings forsøg på at udøve magtmisbrug i en sag, som ikke kunne gennemføres via den demokratiske proces i kongressen. Obama ekskluderede folkets røst. I dag står vi sammen for at sikre, at den bliver hørt, siger Texas’ statsadvokat Ken Paxton.
De 11 stater er: Texas, Alabama, Wisconsin, West Virginia, Tennessee, Arizona, Maine, Oklahoma, Louisiana, Utah og Georgia.
– De anklagede er med i en sammensværgelse, der skal vende op og ned på arbejdspladser og uddannelsessteder over hele landet i et stort socialt eksperiment. De håner den demokratiske proces og tilsidesætter sund fornuft i stedet for at beskytte børn og sikre privatlivets rettigheder, hedder det i anklagen.
Texas’ viceguvernør erklærer, at delstaten hellere vil risikere at miste 10 milliarder dollars i statsstøtte til skolerne frem for at rette sig efter det nye direktiv, skriver Religion Today.