Kaldet til at elske fjenderne

Jesper Bacher Sognepræst,  Tirsted Sogn
Jesper Bacher
Sognepræst,
Tirsted Sogn

Han havde ingen fjender. Sådan siges det sommetider om en afdød. Det kan også være et smukt eftermæle, sådan at gå i graven uden fjendskaber.

Man har været mild og omgængelig, ikke stridbar og konfliktsøgende, og derfor har man heller ikke fået fjender. Han havde ikke nogen fjender, men måske var det fordi, han manglede noget andet. Måske var det, fordi han manglede mod, fordi han altid bøjede af og aldrig sagde imod.

Winston Churchill, den britiske premierminister under Den Anden Verdenskrig, sagde det engang på denne måde: ”Har De fjender? Godt, det betyder, De har kæmpet for noget, engang i Deres liv”.

Jesus havde fjender

Man kan heller ikke sige om Jesus, at han ikke havde nogen fjender. Tværtimod. Han fik faktisk flere og flere, og til sidst havde han fået så magtfulde og nådesløse fjender, at han blev korsfæstet. Og kirken har alle dage haft stærke fjender. Nogle af de farligste har oven i købet lignet venner. I en verden, hvor løgnen og hadet står stærkt, vil sandhed og kærlighed også vække fjendskab.

Frihedens fjender

Han havde ingen fjender. Nej, måske ikke personlige fjender, men er der noget land uden fjender? Frie lande vækker had hos frihedens fjender. Sommetider nøjes de med hadefuld tale, andre gange bliver hadet omsat i blodig handling. Sådan som det skete sidste søndag på en natklub i byen Orlando i Florida, og sådan, som det er sket gentagne gange i Europa.

Søger man ikke fjender, skal fjenderne nok opsøge en.

Men fjender er jo ikke bare et spørgsmål om, hvordan andre forholder sig til os. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi forholder os til andre. Der er ikke alene nogen, som regner os for fjender, vi regner også dem for fjender. Fjendskaber er ligesom venskaber, de næres ved gensidig pleje.

Fjenden skal elskes og bedes for. Han har lige så meget brug for det, og lige så lidt fortjent det, som du og jeg.
Fjenden skal elskes og bedes for. Han har lige så meget brug for det, og lige så lidt fortjent det, som du og jeg.
Hvad gør vi ved fjenderne?

Hvad skal vi da gøre ved fjenderne? Jesus siger, at vi skal elske dem! Læg mærke til, at han ikke siger, at vi skal elske dem, for så bliver de vores venner.
Nej, vi skal elske dem som de fjender, de er. Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.
Skaberens gavmildhed afhænger ikke af personen, således skal vores kærlighed heller ikke afhænge af fjenderne. Kærligheden plejer ellers at vækkes, fordi der er nogen eller noget, som er værd at elske.

Børnene elskes som ens eget kød og blod, ægtefællen elskes som den trofaste, kærlige, skægge og skønne, fædrelandet elskes som hjemmet, det nære, fortrolige og trygge.

Den guddommelige kærlighed er anderledes

Det er imidlertid anderledes med den guddommelige kærlighed. Gud elsker ikke verden, fordi verden er værd at elske, hans elsker verden, og hans kærlighed gør verden værd at elske. Vi elskes ikke af Gud, fordi vi er gode nok på bunden, men fordi hans godhed er bundløs.

Alle, der står Gud imod, alle syndere, alle mennesker var Guds fjender, men hvad gjorde Gud med sine fjender? Han sendte sin søn for at dø for dem. Han slog ikke bare en streg over gammelt fjendskab, han slog et kors over alt, der skilte os fra ham og rakte hånden ud til hele verden. Der er ingen smalle steder hos Gud. Han lader også solen skinne og regnen falde over dem, som forbander og fornægter ham. Ingen er undtaget fra hans gavmildhed.

Et menneske kan slippe for kirken, men ikke for Guds kærlighed.

Kaldet til at elske

Det er den kærlighed, som vi kaldes til at spejle i vores liv. Vi skal elske vores fjender, kende dem som elsket af Gud, kende os i dem og dem i os.

Det betyder ikke, at vi skal holde med dem eller holde af deres holdninger og gerninger. Gud, som elsker sine fjender, har også sat myndighederne på jorden for at bekæmpe fredens og rettens fjender. Heller ikke her er kærlighed det samme som eftergivenhed. Men fjenden skal elskes og bedes for. Han har lige så meget brug for det og lige så lidt fortjent det som du og jeg.

Søndagens tekst: Matt. 5:43-48

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Elsk jeres fjender
43I har hørt, at der blev sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’44Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.45Derved handler I som jeres himmelske Fars sande børn, for han lader sin sol skinne til gavn både for de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. 46Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. 47Hvis I kun hilser på dem, der hilser på jer, hvad særligt gør I så? Gør alle ikke det? 48Nej, I bør have samme kærlighed, som jeres Far i Himlen har.