Glade gudstjenester vandt initiativpris
Et enigt Innovationsudvalg har valgt GLAD gudstjenester for og med unge og voksne udviklingshæmmede på tværs af stiftets sogne- og provstigrænser til at modtage Lolland-Falsters Stifts Kirkelige Initiativpris 2016.
– Initiativet er båret af en ide og et teamsamarbejde på tværs af sogne- og provstigrænser, og det giver livskvalitet for dem, der deltager i gudstjenesterne, gav stiftsrådsformand Bent Normann Olsen som begrundelse for kåringen.
GLAD gudstjenesterne indeholder formidling af bibeltekst/historie via drama, billeder og lignende. Liturgien og de valgte salmer skal være enkel. Flere af deltagernes sanser inddrages: syn, hørelse og fagter.
Kirkebønnen sker med lystænding og med input fra deltagerne. Gudstjenesterne afsluttes med, at der uddeles et ”dagens postkort” med billede og tekst, så man kan snakke om oplevelsen derhjemme.
Efter gudtjenesten er der kaffe, brød og samvær, hvor der samtidig er tid til samtaler, spørgsmål og nærmere kendskab til hinanden.
Sognepræst Hanne Lundsgaard, som er en del af gruppen bag initiativet, siger:
– Vi har været mellem 25 og 60 deltagere indtil nu, og alle er velkomne hos os! Deltagerne kommer fra forskellige områder i Guldborgsund Kommune, skoler, bosteder og andre, der kommer ”privat” for at deltage.
Efterårets GLAD-gudstjenester er planlagt til: Onsdag den 21. september og 16. november kl. 10 i Sundkirken.
Gruppen bag initiativet består af: Sognemedhjælper Erik Christophsen, kirkemedarbejder Anne-Grethe Andersen, organist Per Nedergaard, kirkesanger Louise Østergaard, præsterne Dorte Hedegaard, Ida Rolle, Hanne Lundsgaard, Leif Clausen fra LEV samt flere frivillige.
Lolland-Falsters Stifts Kirkelige Initiativpris er siden 2013 uddelt på Landemodet til særlig gode initiativer, som andre sogne/pastorater kan have glæde af.
Initiativet kan være et arrangement, møde, gudstjeneste m.v., som er afprøvet med succes.
Stiftets sogne indsender en begrundet indstilling til Innovationsudvalget, og det er stiftsrådsformanden, der uddeler prisen på Landemodet.
Prisen, et smukt smedejernskors, bliver doneret af ”Den gamle smedje i Sakskøbing”.