Ny kommunikations- og redaktionschef i IM

s2_Asmussen Asbjørn1 15 fHan er sangskriver og komponist og har været mediekonsulent. Nu skal han lede IMs nye kommunikationsafdeling.

Indre Mission vil være bedre til at kommunikere og opretter derfor nu en kommunikationsafdeling. Den nye afdeling skal ledes af Asbjørn Asmussen, som fra 1. oktober er ansat i en ny stilling som kommunikations- og redaktionschef.

Asbjørn Asmussen (55) er en erfaren mediemand og samtidig et kendt ansigt i Indre Mission, hvor han kommer fra en stilling som mediekonsulent. Nu skal han lede den nye satsning på både intern og ekstern kommunikation i en ny medievirkelighed under hastig forandring.
Samtidig skal han lede redaktionen af Danmarks ældste ugeblad, Indre Missions Tidende, der spiller en vigtig rolle som bevægelsens blad.

Hovedarkitekten bag adamogeva.dk

Asbjørn Asmussen er godt rustet til begge dele. Han har siden sine helt unge dage arbejdet med kommunikation gennem både radio og tv/video, og han var hovedarkitekten bag jesusnet.dk og senere adamogeva.dk samt kristendomskursus.dk. Gennem netmedierne er han også fortrolig med både tekst og grafik, og han har som mediekonsulent arbejdet tæt på redaktionen på Indre Missions Tidende.

IMs kommunikation

”Ved ansættelsen af Asbjørn og oprettelsen af en ny kommunikationsafdeling er det ønsket at styrke kommunikationen i IM og knytte kommunikationen og ledelsen tættere sammen,” siger Indre Missions generalsekretær Jens Medom Madsen.
– Indre Mission er en kommunikerende bevægelse med forkyndelsen af evangeliet i centrum. Derfor skal vi stå stærkt i forhold til at kommunikere på tidens platforme og i relevante sammenhænge.

Med Asbjørn får vi en erfaren kommunikator, der kender Indre Mission særdeles godt og er klædt fagligt godt på. Han er nytænkende og en udvikler. Evner, som han får rig mulighed for at udfolde i arbejdet med Indre Missions kommunikation gennem både Indre Missions Tidende og de elektroniske medier, understreger generalsekretæren.

Født ind i Indre Mission

Asbjørn er søn af en indremissionær. Han har selv været ansat i Indre Mission som indremissionær, studievært/producer for Indre Missions TV (IMTV), musiksekretær, netmissionær og de sidste otte år som mediekonsulent.
Asbjørn er gift med Anna, og de har fire voksne børn. Ægteparret bor i missionshuset i Fredericia, hvor de er fælles om pedeljobbet. Samtidig finder han tid til posten som menighedsrådsformand i Sct. Michaelis Kirke.

Og så er han kendt som en dygtig sangskriver og komponist, der står bag en række sange, som er blevet populære i bl.a. Indre Mission og optaget i Sange og Salmer.
– God kommunikation er altafgørende for, at Indre Mission fortsat kan være en relevant missionsbevægelse, og jeg glæder mig til at arbejde med de udfordringer og muligheder, som den nye medievirkelighed giver os, siger Asbjørn Asmussen.

Som leder af Indre Missions Tidende vil Asbjørn Asmussen afløse redaktionschef Holger Skovenborg, der fortsætter som forlagschef for Forlagsgruppen Lohse.

Indre Mission

Indre Mission er en folkekirkelig missionsbevægelse stiftet i 1861. Forkyndelsen og aktiviteterne i Indre Mission har Bibelen og den evangelisk lutherske lære som grundlag.

Indre Mission bæres primært af tusindvis af frivillige spredt på godt 330 lokale fællesskaber. Derudover er ansat ca. 160 medarbejdere i administration, mission og virksomheder.

Indre Missions Tidende er bevægelsens hovedblad. Det udkommer i et oplag på godt 6.000 hver uge.