Er du afhængig af Gud?
Den mand, der frygter Herren… (Sl. 25,12)Hvad er du afhængig af? Du vil sige: Ingenting, men vi er alle afhængige af et eller andet, i reglen af os selv, eller, hvis vi er kristne, af vores erfaring.
Salmisten siger, at vi skal være afhængige af Gud. Vi må til stadighed være bevidst om Guds nærvær – det er ikke nok bare at tænke på ham en gang imellem. Hele vores liv fra ende til anden må være afhængigt af Guds nærvær. Et barn er så afhængigt af sin moder, at selvom det ikke bevidst tænker på hende, så er det dog forholdet til moderen, der straks melder sig, hvis barnet får problemer.
Sådan skal vi leve og røres og være i Gud, og vi skal se på alting i forhold til Gud, fordi den stadige bevidsthed om Gud hele tiden trænger sig frem.
Hvis vi på den måde er afhængige af Gud, kan intet andet komme ind, ingen bekymring, ingen trængsel, ingen angst. Vi ser nu, hvorfor Jesus så stærkt betonede, at bekymring er synd. Hvor kan vi vove at være så utroligt vantro, når Gud er rundt omkring os? At være afhængig af Gud er at have en stærk skanse mod alle fjendens angreb.
Hans sjæl skal bo i fred. (Sl. 25,13, KJV). I trængsel, misforståelse, sladder, midt i alle disse ting, vil han give os fred i hjertet, hvis vores liv er skjult med Kristus i Gud. Vi berøver ofte os selv den vidunderlige oplevelse af det stadige fællesskab med Gud. Gud er vores tilflugt – intet kan trænge igennem den beskyttelse.
Af Oswald Chambers