En anmelders glæder

s15_Mirakler og milepæleSognepræst og kritikeren Kristian Østergaard samler i bogen ’Mirakler og milepæle – 50 nedslag i åndshistorien’ 50 af sine anmeldelser.

Samlingen omfatter anmeldelser af værker om og af nogle af de helt store tænkere fra Platon til Rifbjerg, for nu at tage det helt kronologisk.

Anmelderens glæder

Det er ikke uden en vis genkendelsesglæde, at jeg anmelder denne bog. Kristian Østergaards privilegie som anmelder, og dermed læser af nogle af de mest interessante bøger, der er skrevet af eller om de store filosoffer, kan jeg nikke genkendende til.

Den rigdom af viden, tankegods og visdom, man får adgang til ved at læse bøger af Platon, Kierkegaard, Ibsen, Solsjenitsyn eller en af de andre 46 åndspersonligheder er en sand gave, som man kun i begrænset omfang kan formidle videre i mere eller mindre kortfattede anmeldelser.

Østergaard har da også mere spalteplads til sin rådighed, end det er mig forundt, og det er godt, fordi han faktisk formår at redegøre for bøgernes vigtigste indhold og sætte dem i perspektiv. Dermed giver denne samling af anmeldelser læseren et udmærket view over de pågældende tænkere, sådan at man selv kan dykke mere ned i det, som fatter ens interesse.

Skidt og kanel

Langt den overvejende del af anmeldelserne holder sig i den opbyggelige afdeling. Østergaards kristne afsæt er også hans foretrukne perspektiv, således at forstå, at han oftest leder efter eller fremdrager de sider af forfatterens liv og forfatterskab, som har noget at sige ind i en religiøs eller trosmæssig sammenhæng.

Eksempelvis indledes mødet med Rifbjerg med et bevæget foredrag om Grundtvig på Vartov, og glæden ved livet er det fællestræk der knytter disse personligheder sammen. Denne vinkling sker dog uden at fortie Rifbjergs kulturradikale linje, og Østergaard er i det hele taget sober i sin gengivelse af selv de personligheder, som han bryder sig meget lidt om.

Nogle personer fylder mere end andre. Der skal otte sider til at dække Søren Kierkegaard, som også er citeret og inddraget i ganske mange af de øvrige anmeldelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og der er helt tydelig også mere ’kærlighed i luften’, når det handler om Solsjenitsyn, Munk og Bonhoeffer, end tilfældet er med Rousseau, Darwin, Svevo og Løgstrup – men sådan må det nu engang være, for anmelderen anskuer verden fra sit ståsted, herfra er der unægtelig åndspersoner som rager op, om de så står for noget godt eller skidt.

Kristian Østergaard: Mirakler og Milepæle
314 sider • 229,95 kr.
Forlaget Hovedland