Hvad skete der med den omvendte heks?

Natasja var alternativ, hippieheks og dansede flamenco. Så blev hun kristen i Bethlehemskirken, fortalte Udfordringen i 1989. Men hvad skete der så?
Linda Ammittzbøll-Bach fandt hende igen i USA.

Nogle trofaste læsere vil muligvis huske Udfordringens portræt af Natasja fra 1989. Hun havde været en aktiv del af et New Age-miljø, fungeret som heks og samtidig danset flamenco.

Hun havde forladt dette miljø og hele sin tidligere identitet og var blevet en kristen gennem Bethlehemskirken. Og her var det så, at artiklen fra 1990 slap.
Efter dette skift i livsstil og identitet kom en udlængsel. Hun tog af sted fra Danmark, hvor hun aldrig havde følt, at hun hørte hjemme.
Alle omkring hende vidste godt, at hun ikke ville komme tilbage. Artiklen blev skrevet, kort før hun forlod Danmark, egentlig med retning mod Colombia for at arbejde med gadebørn.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Natasja er født i 1966 og hedder i dag Elisabet Fountain. Hun rejste ud som 25-årig og er netop fyldt 50.

Point of no return og en atypisk love story

Første stop var en DTS (Ungdom med Opgaves Dicipleship Training School) i Miami. Hun landede helt alene uden at kende nogen i Miami. Her mødte hun indenfor den første uge Robert Fountain. Elisabet faldt pladask for ham, men vidste ikke, hvad det var at være forelsket i en mand, da hun hidtil kun havde været forelsket i kvinder.
Hun oplevede en ro og en følelse af at være kommet hjem, når han var til stede. Hun anede intet om, hvordan hun skulle omgås ham og sendte ubevidst masser af signaler, som han og alle andre omkring dem ikke kunne undgå at opfange.
I de første fem måneder var de aldrig alene i et rum. Robert var bibelskolelærer hos UMO, så det var ”no go, no show, no nothing”. Han sørgede for at holde sig på afstand for ikke at komme i vanskeligheder.
En dag blev de kaldt ind til UMOs lederskab og fik at vide, at nu kunne de date’e, hvis de stadig ønskede det. De tog til en gudstjeneste og Robert spurgte, om de kunne holde i hånd. Det blev starten ikke kun på et ægteskab, men også en livslang dialog om kulturforskelle, forventninger og preferencer. Det blev Elisabets valg og hendes kald.

Uromantisk honeymoon

Derefter skete alting meget hurtigt. Hun afsluttede det første halve år ved UMO, tog det næste halvår og blev gift i løbet af dette.
Da hun efter en storm var kommet til at smide sit visum ud, blev de gift i løbet af 13 dage. 11 dage efter deres bryllup kom Hurricane Andrew, så der var ingen lang honeymoon, da Robert arbejdede dag og nat med at koordinere nødhjælpsarbejde.
De slog sig ned i Miami South Beach, den mest prominente del af Miami Beach. I 1991-92 var der en vækkelse i modelverdenen, og snart havde de en menighed på 40 personer bestående af alle samfundslag fra en hjemløs med en høne på skulderen til musikere og fotomodeller. Menigheden mødtes i deres lille halvandenværelses lejlighed på 6. sal.
I denne periode blev også deres første barn, David, født. Det var nogle hårde år, men på trods af dette blev de 17 år i South Beach på forskellige adresser.

Elisabet beskriver selv disse år som nogle ”fede, skøre år”. Der var ingen støtte fra nogen kirke eller organisationer. Elisabet havde ingen arbejdstilladelse, så Robert havde ofte to jobs.
I de første år blev det klart for Elisabet, hvor hårdt livet i USA er i forhold til det, hun kendte fra Danmark. Hun fortæller, at amerikanerne arbejder rigtig meget. Dette gør de ikke fordi, de er grådige efter at tjene penge, men fordi der ikke er noget socialt sikkerhedsnet. Hun havde aldrig før været konfronteret med denne ”rå nødvendighed for overlevelse”.

Danske fordomme

Hun måtte nedbryde mange af de fordomme om amerikanere, som hun havde med fra Danmark. Elisabet erkendte gradvist, at hun måtte tænke som de mennesker, hun skulle leve iblandt, for at kunne være i det. Hun lærte sig ikke at dømme, men at tænke om det hun så, og hun undrede sig over, at ”det er, som det er”. Dette gav en større frihed og en indre fred. Det blev meget nemmere at være sammen med de mennesker hun mødte, da hun ikke længere skulle betragte dem ud fra danske normer.
Efter at have tilbragt præcis halvdelen af sit liv i USA tænker hun i dag mere amerikansk end dansk. Da det blev muligt at få dobbelt statsborgerskab, valgte hun også at blive amerikansk statsborger.

Multikulturel cocktail, hvor forskellighed fejres

I dag er Elisabet og Robert pastorpar i Calvary Chapel Miami Beach. Menigheden i Miami Beach er internationalt sammensat. Miami Beach tiltrækker mange indvandrere, ikke mindst latinamerikanere. De fleste kommer fra et andet sted, og de færreste er født i Miami. I kirken fejres forskellighederne, og menighedens medlemmer giver plads til hinandens forskelligheder. Når så stor en del af menigheden kommer fra andre lande og er fjernt fra deres oprindelige familie, bliver kirken ifølge Elisabet til familie.

Kirke med 600

Efter de 17 år i Miami South Beach flyttede de og menigheden til North Beach, den mindre prominente del af Miami Beach. Kirken ligger nu i et middelklassekvarter, hvor folk bor og arbejder.
Menigheden er vokset og har i dag mange tjenester. Robert tager jævnligt på missionsarbejde i Peru, deres søn, David, underviser og tjener dagligt i kirken, og datteren Serenity, der nyligt har været ude med UMO, er også engageret i kirken. Blandt de mange arbejdsgrene er gudstjenester og mindehøjtideligheder på plejehjem, i fængsler og på highschools. De har også en tjeneste blandt handlede og tidligere handlede kvinder, Life of Freedom, incestrådgivning og personlig rådgivning.
Menigheden i Miami Beach har ca. 600 personer tilknyttet. Den er lille i amerikansk målestok, men stor i dansk.
På en almindelig søndag har de tre gudstjenester på engelsk og en på spansk. Om aftenen kan de mødes på gaden som God Squads i deres orange t-shirts. Her tilbyder de folk på gaden forbøn.
Robert har en særlig tjeneste omkring mennesker i krise. Han er frivillig ved politiet som præst, og det er ham, der bliver tilkaldt, når ulykkelige nyheder skal overbringes pårørende. De har gennem denne tjeneste begravet mennesker, der var helt ukendte af deres kirke, men fordi de pårørende valgte dette.

Oasis, forfatterskab og homeschooling

Elisabet startede Oasis tidligt i kirkens liv. Hver tirsdag aften mødes menighedens kvinder til Oasis. Det er kvindernes eget rum, hvor de kan være sig selv og sammen ud fra den fælles præmis, at alle kommer fra et andet sted. Her får de undervisning og søger Gud sammen.
Det ønske Elisabet altid har haft om at hjælpe andre, lever hun i dag ud gennem menigheden og i arbejdet for kvinderne. Dette ønske resulterede også i et forfatterskab. I 2013 debutterede hun med bogen ”Come, Fill the Gap”, en støtte i at finde ind til Guds hjerte og ens egen identitet.
Hun tog en pause i de år, hvor børnene var i skolealderen, og brugte lejlighedsvis videoundervisning som hjælp. Hun og Robert havde besluttet at homeschoole deres børn, hvilket har været et fuldtidsarbejde ved siden af menigheden.

Gud i Miami

Elisabet fortæller, at der i USA lige nu er et stort skisma og spænding mellem de bibeltro og dem, der stiller spørgsmål ved Bibelen for at være politisk-korrekte og tilpasse sig til tiden.
Spørgsmålet er, om kirken vil være relevant på bekostning af Bibelen, eller om den vil holde fast i, at Biblen er sandheden på bekostning af politisk korrekthed. Kirken føler sig presset ind i en yderlighed, hvor den ikke ønsker at være. Men den politiske korrektheds tilgang er oftest, at hvis kirken ikke er for, så er den imod.
Presset viser sig konkret. Der bliver løbende forsøgt lagt fælder for kirken, og de skal hele tiden være på vagt for at undgå sagsanlæg.
Men menigheden står fast på at være bibeltro og er samtidig en social bevægelse i tiden og byen. Når man kommer udefra og besøger Calvary Chapel Miami Beach bliver man mødt af mange forskellige mennesker og oplever, at her er der plads til mennesket og forskellighederne.
Livet førte Elisabet ad en vej, hun aldrig havde drømt om, men hun kan kun konstatere som i den første artikel i Udfordringen, at ”Livet med Jesus holder”.

Af Linda Ammitzbøll-Bach