Gabriel-prisen gik til filmen Ondskab

Den kirkelige filmpris Gabriel – bestående af en statuette plus 15.000 kr. – blev i år givet til den svenske film Ondskab, baseret på Jan Guillous selvbiografiske roman om livet på en kostskolePå Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers årsmøde forrige weekend modtog producenten af Ondskab på vegne af filmens instruktør, Mikael Håfström, den danske filmpris. Juryen bag prisen skriver i begrundelsen for, at Ondskab bliver tildelt prisen, bl.a.:
„Med Erik ( filmens hovedperson og Guillous alter ego) lukkes vi ind på en kostskole med de flinke drenge, den tykke ven og den kønne køkkenpige, ind til et lukket samfund – og til en klassisk filmgenre, en arkaisk virkelighed, som i en næsten elegant og varm fortælling afdækker sig som et rystende nutidsspejl af den ondskab, som vi helst vil se – og indtil nu har set – på afstand af os selv. En ondskab, som kan skjule sig i de gode værdiers navne – tradition, selvbestemmelse og selvledelse (elevopfostring hedder det i filmen), samfundstilpasning, ansvar for andre, men også uanfægtede normer – eller som slet og ret overses, fordi ingen vil blande sig. Skal Erik fordrive vold med vold, den tilslørede med den bevidste? Enkelt at svare på for blandt andet fredselskere, men mærk selv, hvordan filmen gør det enerverende svært, efterhånden som Eriks dilemma bliver påtrængende – også for tilskueren. Enerens kamp mod systemet – den genre kender vi – men Håfström undgår de velkendte helte- og skurkebilleder. Han viser filmisk nye veje og byder på en ny uafgjort æstetik omkring filmens ansigter, hvorved denne film bliver et konstruktivt studie i mørkets kræfter.“

Gåden synd

Ondskab kan godt ses som en film om gåden synd, og dens behandling af ondskaben er virkelig rystende.
På kostskolen bliver der bedt bordbøn i kor, inden de begynder at spise – og næppe har de sat sig, før nogen af dem begynder at smede rænker og finde anledning til at skade en af „de mindste“. De kalder det „kammeratopfostring“ – dvs. opdragelse, men det er altså elever, der opdrager elever, mens de voksne, lærerne, blot vender ryggen til, når den meget brutale afstraffelse finder sted. Det kunne vel betegnes som voksenverdenens falliterklæring – indrømmelse af nederlag i kampen mod det onde – eller synden (?) – i mennesket.

Spørgsmål til ondskaben

Filmen rejser mange spørgsmål: Skal ondt altid fordrives med ondt? Kan ondt kun fordrives med ondt? – Kristeligt formuleret: Skal vi altid vende den anden kind til – eller skal vi forsvare os ved at gå til modangreb? Skal man blive ond for at kunne blive ved med at være god – for at kunne forsvare det gode? Kan ondskab så retfær-diggøres? Spørgsmålene bliver meget påtrængende, når man har set den meget ubehagelige Ondskab.

Fakta om filmen og prisen

Guillou skrev nogle år efter sit ophold på kostskolen, nemlig i 1966, en reportage om den, hvilket var medvirkende til, at skolen blev lukket.
Hans roman, der udkom i 1981, er den mest læste nogensinde i Sverige, og filmen blev den mest sete i Sverige i 2003.
Kun en film ud over Ondskab var i år nomineret til prisen: Erik Clausens Villa Paranoia.
Det er tredje gang, at prisen er blevet uddelt. I 2003 blev prisen givet til den finske instruktør Aki Kaurismäki for Manden uden fortid, og sidste år modtog Annette K. Olesen prisen for Forbrydelser.
NJV