Biskop: ’Vi skal hjælpe forfulgte – også når de er vore fjender’
Bishop Angaelos fra den koptisk ortodokse kirke i Storbritannien har udtalt sig i debatten om national sikkerhed kontra tilbud om asyl for verdens allersvageste.
”Selv om det er vigtigt af sikre enkeltpersoner, samfund og nationer, har der unægteligt været stor ustabilitet og konflikter, som har ført til umenneskelig behandling og fordrivelser af millioner af udsatte i Mellemøsten og andre steder.
Når vi prøver at beskytte enkeltpersoner eller dele af samfundet, er det meget vigtigt, at vi ikke fremmedgør andre, så vi nægter dem basale menneskerettigheder og frihed…
Som kristne, der følger Bibelens lære og tusindårige traditioner, tror vi, at vi skal tilbyde asyl og gæstfrihed til alle uden diskrimination. Vi skal endda elske vore fjender.
Selv om vor menneskelige svaghed har ført til de konflikter og farer, vi ser i verden, må vi ikke tillade, at den samme svaghed får os til at umenneskeliggøre andre, så vi anser dem for mindre værdige til at få del i Gud-givne frihedsrettigheder.”
Biskoppen minder om vigtigheden af kærlighed, accept, tilgivelse og barmhjertighed. Uden disse værdier vil vor verden blive et langt mere fjendtligt sted, fastslår han.
”Som en kirke, der ofte oplever dødelige terrorangreb, forstår vi alt for godt behovet for at beskytte samfund og enkeltpersoner. Men vi må ikke gå på kompromis med vor egen menneskelighed. For det er med den, vi skal henvende os til det store flertal, som hverken direkte eller indirekte taler for eller forsøger at øve vold mod andre. Vi beder om visdom for ledere, tryg rejse og asyl for de svage og en erkendelse af hvert enkelt livs værdi og hellighed hos dem, der prøver at skade og øve terror mod andre”, slutter indlægget fra den ortodokse biskop.