Skuespilleren der oplevede Guds kærlige ”ild”

Skuespilleren Ida Dwinger fyldte 6. marts 60 år. Hun fortalte for ti år siden til Udfordringen om, hvordan hun som ung skuespiller oplevede ”Guds ild”, men ikke turde tale om det. Men det har ikke skadet hendes karriere at stå frem som kristen. Hun har nærmest vadet i film-roller siden.

Ida Dwinger kom ind på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1981. Omtrent samme tid gennemgik hun en voldsom krise. Hendes farmor døde, hendes familie flyttede til Schweiz, og forholdet til kæresten gik i stykker.

– Jeg følte mig helt alene i verden. Min sjæl var ved at falde fra hinanden, og jeg kunne ikke stoppe det. Da jeg en søndag aften var på vej fra Århus til Odense i tog, blev jeg klar over, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg gå ned.
Jeg låste mig inde på toilettet for at være alene. Da jeg så mig selv i spejlet, var det, som om en stemme sagde til mig: „Vil du leve, eller vil du dø“?

Jeg vil jo leve, tænkte jeg. Samtidig løb en ild igennem hele min krop, og mørket, som havde plaget mig, forsvandt på én gang. Jeg følte en glæde og en forløsning.
Jeg vidste instinktivt, at det var Gud, at det ikke kom fra mig selv.

Det varede i tre dage, hvor jeg også græd meget. Jeg var blevet fri fra mørket, og det holdt.
– Det var i 1981, og dengang var der ikke et menneske, der talte om Gud. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg vidste, at ilden var fra Gud. Men samtidig gjorde det mig bange. Jeg turde ikke fortælle det til nogen. Det var så dyrebart for mig, det er den største oplevelse af kærligheden, jeg nogensinde har haft. Jeg kunne slet ikke klare, hvis min oplevelse med Gud skulle blive hånet.

Opsøgte folkekirken

Der gik mange år, inden Ida Dwinger begyndte at gå i sin lokale folkekirke på Østerbro, hvor hun blev døbt i 1999.
– Jeg bevarede den stærke oplevelse af Guds ild i mit hjerte. Og hvis snakken i et selskab faldt på det åndelige, sagde jeg altid, at jeg troede på Gud. Men så heller ikke mere.

Mit liv gik op og ned, men i 1997 begyndte jeg at gå i folkekirken. Det var jeg glad for, jeg holder meget af at synge de gamle salmer. Så hørte jeg på et tidspunkt om Pinsekirken i Kulturcentret på Drejervej i København og blev nysgerrig. Jeg kendte intet til frikirker på det tidspunkt. Men på et møde med helbredelsesprædikanten Charles Ndifon i Norge mødte jeg et medlem af Pinsekirken på Drejervej. Jeg hørte om Alfa-kurser og tilmeldte mig et.

– I begyndelsen talte Det gamle Testamente mest til mig. Jeg havde svært ved at forstå alt det med Jesu korsfæstelse, Helligånden og Treenigheden. Det har først åbnet sig med tiden i mit kristne liv. Da jeg begyndte at komme i Pinsekirken, hvor man betoner det personlige forhold og det personlige ja til Jesus meget, hjalp det, fortalte Ida Dwinger for ti år siden.

Græd meget

– Da jeg sagde ja til Jesus, havde jeg en periode, hvor jeg græd meget. Jeg følte mig som en flygtning, der var kommet hjem til sit fædreland. Jeg har talt med andre, der også har oplevet, at de græd meget i perioden, efter de sagde ja til Jesus. Det er svært at sætte ord på det, man oplever, men det har givet en tryghed og en fred i hjertet.
– Min familie og jeg flyttede meget, da jeg var barn. Min far er skibsingeniør og var rådgiver for et rederi dengang. Vi boede også nogle år i Jugoslavien, hvor jeg gik i en romersk-katolsk søndagsskole. Måske har nonnerne bedt for mig, for jeg er ikke ud af en kristen familie.
– Men min familie respekterer, at jeg er blevet kristen. Det samme gør mine kolleger. I dag er det mere naturligt at tale om åndelige ting end tidligere.

Stor skuespiller

Ida Dwinger har haft succes som skuespiller både på teater og på film. Hun har turneret med Det Danske Teater med familiedramaet De skamløse. På filmlærredet har hun medvirket i Efter brylluppet, Kærestesorger, Hjemve, Fighter, Zoomerne, Smukke mennesker, Skytten, Sorg og glæde, En chance til.
Ida Dwinger var også med i tv-serierne Skjulte spor, Hotellet og Krøniken. Og hun var Ulla i DRs serie ”Sommer”, Livvagterne, Forbrydelsen II, Lærkevej, Borgen, Lykke, Dicte, Badehotellet, Heartless og 1864.

Be’r før hun går på scene

– Inden jeg går på scenen, lægger jeg altid det hele over til Jesus. Det gør mig afslappet, og det er meget givende. Jeg er ikke længere nervøs, som jeg var tidligere. Det har givet en større frihed og tryghed, jeg har mere ro over mig nu, sagde Ida Dwinger.
Ida Dwinger tog som ung en bifagseksamen i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet inden sin skuespilleruddannelse.
Og hun er fortsat med i en bibelstudiegruppe.

Den oprindelige artikel blev skrevet af journalist Solveig Berner og stod i Udfordringens påskeavis i 2006.