Nigerias regering forbød kirkelig sørgedag for dræbte kristne
Søndag den 19. marts var af kirkesammenslutningen Christian Association of Nigeria (CAN) blevet udnævnt til sørgedag på grund af islamistiske angreb på kristne. Men markeringen blev forbudt, skriver Morning Star News den 20. marts 2017.
Regeringen har før advaret både journalister og kristne ledere mod at tale om den udbredte anti-kristne vold i Nigeria. I ugen op til sørgedagen beordrede regeringen også sørgedagen aflyst.
Kirkeledere havde planlagt en landsdækkende sørgedag til minde om de mange kristne, som er blevet dræbt af muslimske Fulani-hyrder, terrorgruppen Boko Haram m.fl. Som begrundelse for forbuddet hævdede regeringen og sikkerhedsstyrkerne, at sørgedagen kunne føre til landsdækkende uroligheder.
– Kirkelederne havde intet andet valg end at adlyde og suspendere programmet på ubestemt tid, sagde pastor Dr. Musa Asake, generalsekretær i CAN den 15. marts.
Åbne Døre anslår, at omkring 12.000 kristne er blevet dræbt i perioden 2006-2014. Mange er på flugt, og 13.000 kirker er ødelagt eller forladt.