Mænd, seksualitet og karakter

Sidste år udkom Ute Buths bog ”Skabt som kvinde” på Logos Media, og nu har forlaget udsendt et mandligt sidestykke i form af ”Skabt som mand – om seksualitet og karakter”.

Matthias Burhenne er tysker, og han har med ”Skabt som mand” skrevet en god og oplysende bog om mænd og seksualitet, set i en bibelsk kontekst. Ute Buth har i øvrigt bidraget med et kapitel, ”Set fra kvindens synsvinkel”.

Som der står skrevet på omslaget, er bogen ”en udfordring til at leve stærkt og kærligt som mand, sådan som Gud har tænkt det. Men det er ikke let for os mænd at navigere karakterfast på det seksuelle område. Hver dag er der nye seksuelle tilbud, ikke mindst på internettet, og det fører mange mænd ud i fristelser og store ægteskabs- og livskriser”.

Bøger om seksualitet har typisk mest henvendt sig til kvinder og til ægtepar. Han tilbyder både singler og gifte mænd en masse praktiske råd om, hvordan man kan leve sin seksualitet ud på den gode måde. Og hvordan et kærlighedsforhold, der er blevet koldt, kan få nyt liv og lidenskab.

Bogen kommer vidt omkring. Lige fra Højsangens lovprisning af erotikken til emner som onani, porno og utroskab.
Som bogens titel fortæller handler det både om seksualitet og karakter.
”Karakter og seksualitet er to tætforbundne aspekter i menneskelivet. Seksualiteten er noget vidunderligt, hvis man udlever den efter Guds hensigt”, skriver forfatteren.

Matthias Burhenne er en ligefrem mand, der på en fin måde runder mange forskellige aspekter af mænds seksualitet. Der er afsnit om ”Familieplanlægning på 100 måder” og ”Orgasme på 100 måder”, om forspil og forskellige former for sex, men også afsnit om selvbeherskelse og ”Modstandskraft over for fristelser”, om troskab/trofasthed, utroskab, om porno-afhængighed osv.

Bogen er delt op i mange kapitler og underafsnit, som giver overskuelighed. Først i bogen er et meget brugbart indeks.
Forfatteren viser gode eksempler på, hvor det nogle gange går galt – både hos nutidens unge og helt fra Det gamle Testamentes tid, hvor mænd også kunne have vanskeligheder.

Matthias Burhenne har en doktorgrad i biologi, er gift og har to børn. Han har i kirkelig sammenhæng i flere år arbejdet med sjælesorg og har tidligere udgivet bøger om seksualitet og sjælesorg.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Matthias Burhenne: Skabt som mand – om seksualitet og karakter • 244 sider • 249,95 kr. • Logos Media