Min veninde er begyndt at trække sig

Kære Suh.
Jeg er 28 år og har fået mit første barn for 14 mdr. siden.
Min veninde gennem mange år fik sit første barn for 11 mdr. siden. Vi glædede os begge til at kunne følges også i det med at være nybagt mor, og det gjorde vi også i starten.

Her på det sidste er det desværre begyndt at ebbe ud, og det virker (for mig), som om det handler om andet og mere end blot tidsmæssig udfordring. Jeg vil hende stadig rigtig gerne og ønsker, at vores børn også må blive tæt knyttede og skubber måske derfor også lidt mere på end altid er klogt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun er begyndt at trække sig, og jeg er både ked af det og skuffet over det.

Jeg overvejer at tale med hende om det, men jeg er også i tvivl, om det vil gøre det værre. Jeg er ligesom splittet mellem at trække lidt på skuldrene over det, og så at tage det så alvorligt, at jeg vil handle på det.

Måske skal hun bare have lidt tid, og så kan vi vende tilbage til ”gamle dage”?
Kh. M

Kære M
At følges gennem livet er af stor værdi, og det vil da være rigtig ærgerligt, hvis I to gode veninder glider fra hinanden uden grund. I nogle situationer må man dog acceptere, at man efterhånden har udviklet sig på så forskellige måder, så man er det, man kalder at være ”vokset fra hinanden”.

Det er ofte vemodigt, når det sker, men ikke desto mindre en helt naturlig ting. Nogle gamle venskaber må man slippe, mens der så kan være plads til, at nye kommer til. Men jeg forstår naturligvis godt, at du gerne vil vide, hvad der er på færde, så du evt. kan gøre noget for at redde jeres venskab.

Når du fornemmer, at der er noget på spil, som ikke blot handler om tid i kalenderen, så vil jeg opfordre dig til at snakke med din veninde om det. Måske er der faktisk nogle ting, som din veninde går og grubler over i forhold til dig, og som hun bare ikke kan få taget hul på, måske fordi hun er lidt konfliktsky, eller måske hun blot er bange for, at du skal blive ked af det. Hun tror måske, at du slet ikke bemærker det.
Ved at italesætte det, du alligevel godt har bemærket, kan du hjælpe hende med at få taget hul på emnet, og måske kan I dermed netop få snakket ud. Du kan evt. starte med at fortælle hende, hvor meget du værdsætter jeres venskab, og at du er indstillet på at gøre dit til at få det til at fungere.

På den måde lægger du op til et konstruktivt samarbejde for at få det til at fungere, som din veninde måske ikke synes fungerer så godt. Du undgår samtidig at starte ud med at anklage din veninde, som måske i så fald vil gå i forsvar og ikke dermed ikke være i stand til virkelig at lytte til dig.

Når man bliver forælder, tvinges man til at forholde sig til nogle ting, som man ikke på forhånd kunne vide, hvordan man reagerer på. Bl.a. prioritering af tid og energi samt børneopdragelse. Hvordan vi hver især vælger at gribe det an, kan – uden at vi vil det – nogle gange komme til at såre vores venner, hvis de ser anderledes på tingene. Især kan man opleve sig valgt fra eller afvist, når vennerne ikke har tid til en, mens det i virkeligheden blot handler om, at man selv har været så heldig at have det forholdsvis ukompliceret omkring den nye status som forælder, mens andre måske kæmper en hård kamp for at få tingene til at hænge sammen.

Disse forskellige forhold er det godt at huske at tage med i sin betragtning, når man undrer sig over andres anderledes valg. Ligesådan kan valg af pædagogik virkelig skille vandene mellem venner. Oplever man, at ens venner opdrager deres børn alt for løst eller alt for stramt i forhold til ens egen overbevisning, kan det sætte stærke følelser i kog, og det kan bevirke, at man får lyst til at trække sig lidt – simpelthen fordi det fylder i relationen rent praktisk, eller fordi man blive for frustreret over det.

Prøv at starte en samtale med din veninde om disse ting, og giv hende mulighed for at forklare sig.

Måske kan en åbenhed omkring jeres begyndende problemer netop redde jeres venskab.
Hilsen Suh