Kristen sex-moral og samtiden

– Hvem er ude af trit med hvem? spørger psykolog Peter Damgaard-Hansen som reaktion på en artikel i KD om unge kristnes seksualsyn.

Så kom den igen. På Kristelig Dagblads forside den 23.3 i artiklen “Unge kristnes tendens til at bryde med et konservativt seksualsyn” bliver vi igen præsenteret for den opfattelse, at den kristne seksualmoral er en naiv og snerpet indstilling helt ude af trit med tidens ånd. Denne gang lanceret af professor i sexologi ved Aarhus Universitet, Christian Graugaard.

Jeg har mødt denne tankegang mange gange, og det undrer mig hver gang, at kritisk tænkende mennesker, der kritiserer kristnes autoritære bibeltro, selv ensidigt bøjer sig for tidsånden som den ufejlbarlige autoritet i moralske anliggender. Når kristen seksualmoral og tidsånd ikke passer til hinanden, hvordan kan man så entydigt gå ud fra, at det må være kristendommen, der ikke er tidssvarende? Som kritisk forsker er man vel nødt til at forholde sig til den mulighed, at det kunne være tidsåndens syn på seksualitet, der ikke er “menneskesvarende”?

Når det så er sagt, vil jeg gerne medgive kritikerne, at den kristne seksualmoral er nødt til at smøge ærmerne op og komme med bedre forklaringer end den rituelle begrundelse “for det står der i Bibelen”. Og det har de frikirkelige og missionske bevægelser ikke altid været for gode til.

En af tidens mest dybtborende bibelbaserede udredninger af den kristne seksualmoral er givet af tidligere pave Johannes Paul II i “Kroppens Teologi” som blev lanceret få år efter han var tiltrådt som pave i 1979. Johannes Paul II, der i øvrigt er veluddannet i fænomenologisk filosofi, som har præget megen moderne psykologisk tænkning og forskning, indså klokkeklart, at hvis ikke moralen giver mening for det moderne kritisk tænkende menneske, så er der selvfølgelig ingen, der gider lytte til den.

I den omfattende 700 siders analyse af den kristne forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, skabt i Guds billede, og det ovenikøbet som seksuelle væsener, mand og kvinde, forklares seksualmoralen på et avanceret filosofisk, teologisk og psykologisk niveau. Uden løftede pegefingre og med dyb omsorg for mennesket vises, at moralen ikke er til for at begrænse os, men for at hjælpe os med at navigere i seksuallivets lidenskabelige univers, så vi kan få mest glæde ud af sam- og sexliv og finde vejen til de potentielle orgastiske højder og varige kærlighedsforhold, der langt overgår hvad Ekstra Bladet og BT stiller læserne i udsigt.

Sex og kærlighed bør aldrig adskilles

Kerneforskellen mellem tidsånd og kristendom er, at kristendommen fastholder, at sex og kærlighed aldrig bør adskilles, hvilket tidsånden ikke har noget problem med, snarere tværtimod. Ifølge Kroppens Teologi er seksualitetens formål, udover forplantningen, at intensivere kærlighedsoplevelsen og styrke tilknytningen til den elskede, hvorimod det sekulære syn anser sex som et rusmiddel, man dyrker for sin egen fornøjelses skyld og frit bruger den anden – eller de andre – som “hjælpe-redskaber” til.
Disse to tilgange er eksistentielt uforenelige. Det at bruge et andet menneske som objekt til selviske formål er en krænkende tingsliggørelse af mennesket, hvadenten det handler om sex, penge, magt, anerkendelse eller andet, siger Kroppens Teologi.

Det er ikke sex før ægteskabet, der er syndigt, og sex efter ægteskabets indgåelse, der ikke er. Seksualiteten i sig selv er aldrig syndig. Den er hellig, og den kan være en vej til Gud. Det er den egoistiske brug af seksualiteten, der er syndig, og det hvadenten det er før eller efter ægteskabets indgåelse.

Kristendommen fører alle menneskets problemer og lidelser tilbage til éen ting, egoismen, som er fællesnævneren for al synd. Dermed får kristendommen universel appel, for menneskelig egoisme er et globalt problem på alle livets områder.

Men især på det seksuelle område bliver egoismens problem tydeligt, for selv om seksuel lyst kan begynde med noget, der ligner kærlighed, så ved alle, at jo tættere vi kommer på vores egen orgasme, des mere egoistiske bliver vi i begærlig optagethed af egen tilfredsstillelse. Og så bliver den anden “brugt”. Det er ikke let at undgå, men det er ingen undskyldning for ikke at forsøge.

At lære at dyrke sex og overvinde egoismen samtidig med at kunne dvæle i lidenskabens henrykkelse er intet mindre end livs- og elskovskunst, der forudsætter en vilje til selvdisciplin. At afstå fra sex før ægteskabet er en ideel for-træning, der netop giver mulighed for at udvikle og integrere flere uselviske aspekter i kærligheden til den anden, der blot vil nære glæden ved den erotiske længsel yderligere.
Er man virkelig så liderlig, at man ikke kan vente, hvis gode grunde taler for det, taler vi ikke længere om en “seksuel frigørelse”, som vor tids mennesker ofte er stolte over, men om “hormontvang”, der intet har med frihed at gøre.

Der kan nævnes utallige eksempler på den praktiske nytte af at vente med sex, der ifølge statistikkerne styker par-forholdet og svækker tendensen til skilsmisser og utroskab. Men den teologiske årsag til at vente med sex er næsten den mest fascinerende og mindst lige så logiske:

At spænde vognen foran hesten vil de fleste grine ad som en tåbelig misforståelse. Men at have sex før ægteskab er ifølge Kroppens Teologi lige så bagvendt.

Ifølge denne lære er det slet ikke muligt at dyrke sex adskilt fra ægteskabet eller det forpligtende forhold. Førægteskabelig sex er en “oxymoron”, en selvmodsigelse:
Kroppens Teologi ser, som navnet tyder på, kroppen som en helt central del af det at være menneske og tager det meget alvorligt, hvad vi kommunikerer med denne krop. I den seksuelle forening giver man sig på det kropslige plan helt og aldeles og totalt med hud og hår til den anden som en gave – det er netop denne selvhenførende ekstase, vi higer efter, og sådan det føles, når det er hedest. (“All of me, take all of me” synger de store stjerner). Men hvis man kun giver sig “her og nu” og måske ikke i morgen eller i overmorgen, så bliver handlingen usand, for man kommunikerer noget på kropsplanet, der ikke er dækning for på sindets og hjertets plan i og med, at der ikke foreligger et forudgående alvorligt ment kommitment, der omfatter hele personen, krop, sind og ånd. Man er med et moderne udtryk ikke “integreret” i akten. De to personer kommer til at optræde uansvarligt i forhold til de sårbare relationelle processer, der aktiveres i deres intime møde, hvor de står – eller rettere ligger – med “en del af det andet menneskes skæbne i deres hænder”, som K.E. Løgstrup så rammende har peget på. (Den etiske fordring, Gyldendal 1956)

Og når der hverken foreligger gennemtænkte løfter eller aftaler, er der næppe heller noget, der holder ret længe, når den seksuelle glød har lagt sig. Følgerne er skuffelser, frustrationer, knuste hjerter – og masser af enlige mødre forladt af fædrene, for blot at nævne nogle få….

Vent til ægteskabet – det giver mest mening

Derfor giver det mest mening – og tryghed for alle parter – først at udvikle et gennemarbejdet kendskab og en fortrolighed og tillid til hinanden, som kulminerer i brylluppet. I forlængelse heraf får den erotiske forening på bryllupsnatten nu en dybere betydning som et konkret udtryk, fordi man her med kroppene “underskriver” den “kærligheds-pagt”, man indgik via ægteskabsløfterne. Nu bekræfter man med kroppene i sengen, hvad man har lovet hinanden med mund og hjerte ved alteret: at man helt tilhører hinanden. Nu har vi fået vognen spændt bag ved hesten, og så falder tingene på plads på en måde, der giver et godt fundament. Enhver seksuel forening herefter bliver hver gang en ny bekræftelse af ægteskabsløfterne – og det giver selvsagt stærke og bæredygtige forhold.

Princippet om at vente med sex til efter ægteskabets indgåelse er egentlig såre logisk og velkendt fra andre områder af tilværelsen.
Der er vel ingen, der underskriver en forpligtende kontrakt, før man har gennemgået i detaljer – hvad det hele handler om, og hvad det er, man er i færd med at rode sig ud i.

Men når det handler om det seksuelle begær, har tidsånden svært ved at acceptere alt andet end ens suveræne frihed til at gøre, hvad man har lyst til, når man har lyst til det, og med hvem man har lyst til. Sex før ægteskabet er ligesom at underskrive en kontrakt, før man ved, hvad den egentlig går ud på. Og så er der altid nogen, der bliver skuffede.

Det bliver derfor paradoksalt nok en “moraliserende” holdning, når professor Christian Graugaard ligefrem lovpriser de kristne unge, der bryder med moralen ved at praktisere sex før ægteskabet i den personlige frigørelses hellige navn. Er det vores nye moral ? Er der så ikke lagt op til, at vi skal skamme os som ufrie, hvis vi ikke dyrker sex før ægteskabet?

Den holdning ville give mening, hvis den kristne sexualmoral virkelig var en blåøjet, snerpet og sexforskrækket begrænsning af den personlige frihed, hvilket det jo er meget progressivt at mene.

Men et rimeligt kendskab til Kroppens Teologi gør det ikke længere muligt at fastholde det synspunkt. Kroppens Teologi er kreativ, intelligent, meningsfuld og ufordrende. Og det er der mange unge kristne, der har opdaget. Kroppens Teologi breder sig med enorm hast i USA, Australien og mange andre steder med tusindvis af unge, der lever i seksuel afholdenhed før ægteskabet med begejstring og personligt udbytte. Unge mennesker elsker faktisk udfordringer og selvdisciplin og lider gerne afsavn, hvis det giver mening for intellekt og fornuft. Og det gør Kroppens Teologi. Frigørelse på det sexuelle område er andet og meget mere end sexuel frihed i moderne forstand.

Man kan stadig være helt uenig og mene, at denne lære er utidssvarende. Selvfølgelig. Jeg medgiver gerne, at den er ude af trit med tiden.

Men det er måske, fordi den er forud for sin tid.