Fangekoret holder koncert nr. 500 i København K
Kriminalforsorgens direktør byder velkommen til koncerten i Christianskirken den 28. maj.
– Gud alene skal have æren for at indsatte nu i 12 år har kunnet turnere i Danmark med budskabet om kærlighed og tilgivelse.
Det siger korleder Louise Adrian om Fangekoret, der i 2005 begyndte at holde koncerter udenfor Vridsløselille Statsfængsels mure.
Rører mange mennesker
– Hvis jeg spoler 12 år tilbage havde jeg aldrig troet, at det skulle kunne ske, at indsatte kunne turnere rundt i det ganske land og glæde folk med deres sange og personlige fortællinger.
Gud alene skal have æren for dette. Han har holdt hånden over hver enkelt i koret, har velsignet hver enkelt og i den grad brugt sangerne til at fortælle om Hans kærlighed og tilgivelse – også selvom de ikke nødvendigvis selv er klar over det.
Og kirkerne har været fyldte af nysgerrige folk, der ikke plejer at komme i kirkerne og de er gået berørte derfra, siger Louise Adrian.
Jubilæumskoncerten
– Den 28. maj vil Danmarkshistoriens største samling af forbrydere og x-forbrydere (30 stk) samles fra ni fængsler og synge som gjaldt det livet, fortæller korlederen.
Fangekorets jubilæumskoncert foregår i Christianskirken i København. Sangerne vil præsentere en bred vifte af sange og fortællinger fra deres liv igennem de sidste 12 år og på den måde dele den glæde, som sang og musik har givet dem under deres afsoning.
Thorkild Fogde, der er Kriminalforsorgens nye direktør, byder velkommen til jubilæumskoncerten. Det er Fangekorets eneste koncert i København i 2017.
12 år uden for murene
I 2005 begyndte Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel at holde offentlige koncerter i kirker uden for fængslets tykke mure.
Siden da er der blevet sunget for fulde huse rundt om i hele Danmark.
Fangekoret har gennem alle disse år sunget og spillet deres egne tekster og musik, og de har overlevet krisen efter at Vridsløselille Statsfængsel lukkede i 2016. Nu er Louise Adrian så blevet mobil korleder og tager rundt til forskellige fængsler for at synge og spille med de indsatte.
Billetter til Jubilæumskoncerten kan købes i forsalg eller ved døren. Børn op til 16 år kommer gratis ind.