Blandt gadebørn i Afrika
Peter Michael og Anne Karin Lauritzen hjælper i NigeriaAnne Karin og Peter Michael er efter ferie i Danmark på vej tilbage til Afrika, hvor de arbejder på børnehjemmet Transition House i Nigeria
– Drengene er samlet op på gaden af City Ministries, en tværkirkelig organisation, som rækker ud til de udstødte, fortæller Peter Michael.
– Nogle har mistet deres forældre, hvorefter de har boet hos slægtninge under kummerlige forhold for så til sidst at ende på gaden, hvor de tigger og stjæler for at klare sig.
– For eksempel er der en dreng, der hedder Josef.
Faderen, som var heksedoktor, smed Josef ud. Da Josef var blevet kristen ville, han nemlig ikke længere tilbede forfædrene. Josef kom så til Transition House, hvor han fik et sted at bo, mad hver dag og undervisning i den kristne tro.
Onkel Josef, som hans titel nu lyder, er selv blevet medarbejder i huset, hvor han tager sig af de nye gadedrenge.
Det er nemlig kun drenge, der bor på Transition House.
– Pigerne i Nigeria er bedre til at tilpasse sig de forhold, de havner under, når de ikke længere kan bo hjemme. De ender derfor ikke så ofte på gaden som drengene, fortæller Peter Michael.
Drengene er 8 til 20 år og ikke så medtagede, som mange af de gadebørn vi ser i medierne fra landene i Sydamerika, hvor stofmisbrug og prostitution er udbredt.
– Det er nogle gode drenge, som det er muligt at nå, lyder det fra Anne Karin.
Sidste år arrangerede Anne Karin og Peter Michael en sommerlejr for drengene for nogle penge, som parret havde med fra Danmark.
– Det var en rigtig god oplevelse. Vi var af sted fem dage, vi fik god mad, god bibel-undervisning og der var nærmest feststemning.
– Når jeg ser, at det kristne budskab slår rødder i en af drengene, og man kan se, hvordan han bliver mere ansvarlig, så er det et højdepunkt, siger Peter Michael.
– For mig har et af højdepunkterne i arbejdet været at komme tæt på en af drengene. Han var stammer, og jeg underviste ham i begynder-engelsk. Det var dejligt at mærke den tillid, han viste, og se, at han blomstrede op og turde tale engelsk på trods af sit handicap, fortæller Anne Karin.
Anne Karin og Peter Michael har ikke oplevet livet i Afrika som så hårdt og synes, det har været i orden at være af sted med deres to børn på henholdsvis tre og syv år.
Alligevel oplever de ting, som gør, at livet som udsendt ikke altid er let.
– Sikkerheden i Nigeria for hvide er ikke god. Der har gennem de sidste halvandet år været 10 væbnede røverier på hvide missionærer i Jos.
– På et tidspunkt havde jeg svært ved at falde i søvn om aftenen. Her blev det en hjælp for mig at tænke på, at Jesu ord om ikke at frygte gælder i en sådan situation.
Det kan også være svært at leve i relativ velstand med stor nød uden for ens dør. Det føles som et pres, at man kun kan hjælpe nogen, og hele tiden at skal sige fra over for andre, siger Anne Karin og nævner, at en af de ansattes datter døde 3 dage før, de skulle til Danmark, og at en simpel blodtransfusion ville have kunnet redde hende.
På trods af alle farerne, nøden og elendigheden, oplever Anne Karin og Peter Michael, at arbejdet blandt gadebørnene i Jos giver mening. Også selvom deres indsats kan synes som dråber i et stort hav.
De oplever også, at Gud bærer dem gennem dagligdagen i Afrika, hvor tingene ikke altid går lige efter planen:
– Strømmen svigter, aftalte tidspunkter overholdes ikke på grund af afrikansk tid, og hvad der ellers er af genvordigheder i en helt anden kultur, siger Peter Michael.
Anne Karin var efter gymnasiet i Afrika som volontør for Sudanmissionen, og havde tidligere sammen med sine forældre boet 6 år i Nigeria og Tanzania. Efter hjemkomsten til Danmark fulgte hun med i missionens arbejde og ville gerne tilbage, når hun havde afsluttet sin uddannelse.
– Jeg havde det også i tankerne, da jeg valgte ægtefælle – det skulle være én, som også ville tjene Gud gennem mission. Jeg ville gerne gøre en forskel. Det har været en stor del af mit liv at være i Afrika, og på det personlige plan har det givet mig nogle menneskelige værdier, som ikke er så nærværende i vores kultur.
Peter Michael havde arbejdet i Ungdom med Opgave (UMO) og Operation Mobilisering (OM).
– Jeg oplevede ikke et specifikt kald til Afrika, men et generelt kald til at gå med evangeliet, siger han.
På en Discipelskabs Trænings Skole (DTS) med UMO i 99 blev de som ægtepar rustede til at tage udfordringen op og gå ud.
– Vi følte ikke, at vi som ægtepar var parat før. Vi er meget forskellige og kommer fra forskellige baggrunde. Vi havde en del indbyrdes konflikter, som gjorde, at vi ikke var klar til at tage ud til en fremmed kultur. På mange måder er man mere sårbar i en sådan situation, siger Peter Michael.
Men efter DTSen fik Anne Karin og Peter Michael nogle profetier, som bekræftede dem i, at der skulle ske store omvæltninger i deres liv.
Da et missionærpar fra Nigeria vendte hjem, søgte de jobbet og blev sendt ud.
Men kontrakten udløber om halvandet år, og de overvejer stadig, om de skal blive.
– Når I oplever, at Gud har kaldet jer til arbejdet i Jos, hvorfor bliver I så ikke derude?
– Vores forældre bliver ældre, og det vil være rart at være tæt på dem i deres alderdom. Desuden er der det daglige pres med røveriske overfald og konflikterne mellem kristne og muslimer. Amerikanske missionærer tager væk en gang om året for at restituere sig.
– Der er også hensynet til vores børn. Vi bliver nødt til at overveje, om de skal vokse op i Nigeria eller i Danmark. Men, vi har endnu ikke fået snakket og bedt det ordentligt igennem og ved derfor ikke, hvad vi ender med at gøre, slutter Anne Karin.
