Spændende ungdomsbog om livet på Martin Luthers tid

’Drømmen’ er skrevet af Esther Rønne Christiansen, udgivet i 2017 og koster som paperback 409,95 kr.

”Drømmen. Historien om Anna og Leon” er en medrivende historisk roman fra 1500-tallets Tyskland.

Vi følger børnene Anna og Leon, der vokser op under forskellige kår i hhv. land og by – men som alligevel har en eller anden mystisk forbindelse med hinanden.
Den stumme Anna har særlige evner til at helbrede med lægeurter, men hun lever i en tid med udbredt overtro, hvor en handlekraftig kvinde let kan blive anklaget for hekseri. Også Annas stumhed ses som en straf fra Gud – og drengen Leon prøver på sin side at skjule de underlige mærker, han ind imellem får på kroppen.
De unge oplever brydningstiden, mens Luthers lære bliver udbredt, og den nye tro griber på afgørende vis ind i deres liv.
Bogen er på 634 sider og dermed noget uhandy. Jeg finder også sproget med udbredt anvendelse af omvendt ordstilling ret tungt at læse. Det minder meget om Star Wars-karakteren Yodas måde at tale på. Men det opvejes af spændingselementet og de fascinerende beskrivelser af livet i 1500-tallets Tyskland.