FNs flygtningedag 2017: ’Hver time flygter 1.200 mennesker’
Ved udgangen af 2016 var der 65.6 millioner flygtninge og fordrevne i verden. Halvdelen af dem er børn. På flygtningedagen den 20. juni oplyste UNHCR, at der i nattens løb var sket tre nye forlis på Middelhavet og mindst 130 personer savnes.
En gummibåd begyndte at tage vand ind kort efter, at den forlod Libyen den 15. juni. Den italienske kystvagt oplyser, at der var fire overlevende fra Sudan og Nigeria, mens 129 stadig savnes.
En båd med 85 ombord brækkede over i to dele og sank den 19. juni. Om bord var der mange børnefamilier fra Syrien og Nordafrika.
Det tredje havari menes at have kostet syv mennesker livet. En gravid kvinde fra Cameroun mistede sin mand under ulykken.
– Disse hændelser er en påmindelse om den alvorlige fare, der er forbundet med, at mennesker flygter fra deres lande på grund af krig og forfølgelse. Siden begyndelsen af året har over 77.000 mennesker forsøgt at krydse Middelhavet for at komme til Europa, og over 2.000 af dem er døde eller savnede. Det er en af verdens farligste ruter, sagde UNHCRs talskvinde Cécile Pouilly på pressemødet i Palais des Nations i Geneve i anledning af Flygtningedagen.
I 2016 flygtede omkring 10,3 millioner fra deres hjem. Det svarer til, at der hver eneste time var 1.200 personer, som flygtede fra krig, socialt armod eller politisk forfølgelse, oplyser UNHCR.