Vores dreng glemmer sine ting i skolen

Kære Suh.
Min mand og jeg har den udfordring med vores søn (9 år), at han er helt utrolig distræt.

Han kan ikke huske fra næse til mund, og jeg har ikke tal på, hvor mange trøjer, håndklæder, huer, vanter og jakker han har mistet i tidens løb.
Jeg ved godt, at han ikke gør det med vilje, og han er jo også bare en dreng, men det er så utroligt frustrerende, og det koster jo også en del penge at erstatte alle de ting.

Jeg griber mig selv i at skælde ham ud, når det sker – men konstaterer, at det ikke hjælper en bønne. Han bliver bare ked af det og sur.

Har du nogle gode råd til os – udover at binde tingene fast til ham???
På forhånd tak.
B.

Kære B.
Du beskriver en situation, som rigtig mange af os forældre kender – især os, der har drenge. Så velkommen i klubben.

Først og fremmest er det vigtigt at holde sig for øje, som du også selv er inde på, at børnene ikke gør det med vilje. Det handler i stedet om meget selektiv opmærksomhed og en optagethed af andre ting, end det vi voksne synes er vigtigt, fx at have overblik over ting og udstyr.

Fra den voksne verden ved vi, at mange mænds hjerner adskiller sig fra den kvindelige hjerne ved primært at fokusere på én ting ad gangen – deraf den typiske opfattelse af mænd som værende nogle, der ikke kan multitaske (det er selvfølgelig en overgeneralisering). I modsætning til dette har den kvindelige hjerne noget lettere ved at overskue flere forskellige ting på en gang, det er helt klart en fordel i nogle situationer, men en ulempe i andre.

Mange kvinder i min praksis har i tidens løb da også sukket over, at de ikke, som deres mandlige bedre halvdel, bare kan ”lukke af” for dit eller dat, i stedet for det ”tankemylder”, som nogle gange udfordrer.

På samme måde med drengehjerner: Mange drengehjerner evner kun at være optaget af én ting ad gangen, og når den ting fylder – så skubbes de andre ting ud af opmærksomehden. Man kan sige, at de på en måde tænker lineært: Som perler på en snor, én perle ad gangen, og når fokus er på den nye perle, er alle de andre ude af syne.

Du og din mand kan hjælpe jeres dreng med at have et større fokus på de ting, han skal have med sig hjem, ved at skabe ”slut-perler” på hans mentale perlekæde.

Læg derfor hjernerne i blød og tænk over, hvordan I kan skabe en rutine for ham, som indebærer, at han skal ”kigge på en sidste perle”, inden han går hjem fra skole/SFO/klub, en perle som hedder ”har jeg husket alle mine ting?”. Det kan fx være ved, at der er en besked, der hver dag popper op på hans telefon, når det er gå-hjem-tid, eller det kan være en seddel i en plastisklomme, der er sat fast på hans bagagebærer osv.

Som du skriver, er jeg helt enig i, at det ikke nytter at skælde jeres dreng ud for, at han har mistet sine ting, eftersom han ikke gør det med vilje. Men der kan til gengæld slås ned på en ligegyldig indstilling overfor det. Hvis jeres dreng altså kommer hjem med en trøje eller en jakke for lidt, og han virker helt ligeglad med det faktum, ej heller gør en synderlig stor indsats for at lede efter den, huske hvor den er henne – ja, så er det noget, I kan kommentere på. Det er nemlig noget han kan gøre for, og gøre noget ved.

Herhjemme har vi med ret stor succes gjort det, at hvis en større ting manglede, når vores yngste søn kom hjem, så inddrog vi hans iPad som pant, indtil denne ting var generhvervet. Det giver en enorm motivation i forhold til at finde den mistede ting.
Hilsen Suh