Min venindes mand er blevet syg og sur

Kære Suh.
Jeg har en veninde, hvis mand for knap et år siden fik en blodprop i hjernen.
Han overlevede heldigvis, men han har efterfølgende forandret sig en del. For det første har det betydet, at han ikke kan tale særlig godt, og det er også som om, at hans temperament er helt anderledes.

Før var han en meget glad og venlig mand, nu er han vrissen og ofte opfarende. Jeg har svært ved at forholde mig til det, og jeg kan godt forstå, at min veninde har det meget svært med det.

Jeg spekulerer på, hvordan man skal tænke på ham – som den samme som før eller ej?

På en måde er han jo den samme og alligevel slet ikke?
Veninden

Kære Veninde
Uha, det er et meget svært spørgsmål, du der stiller. For hvad definerer, hvem vi er?? Hvor meget skal ændres i os – kropsligt, følelsesmæssigt – før vi ikke er ”os” længere? Jeg mener ikke, at man kan svare entydigt på det, for i virkeligheden er det et stort filosofisk spørgsmål, du dér rejser. Hvad man synes svaret er, afhænger af øjnene, der ser.

Nogle ville mene, at så længe man stadig er i live i den samme krop, som man blev født med, så er man den samme. Andre vil argumentere for, at hvis personligheden ændres, altså fx temperamentet og de følelsesmæssige sider af vedkommende, så er man en anden. Andre igen vil mene, at det er noget, der afklares og dermed defineres i samspillet mellem den pågældende og hans/hendes relationer. Peter Seeberg har skrevet en novelle, ”Patienten”, som netop handler om den problematik: En mand bliver ramt af en særlig sygdom, hvor hans legemsdele og organer et efter et udskiftes med kunstige reservedele. Er han stadig den samme til sidst??

Selvom man måske kunne ønske sig en klar og entydig definition af, hvornår man var ”den samme”, så er der på samme tid en kæmpe frihed i, at det er op til den enkelte at afgøre: At det er noget, vi hver især må forholde os til individuelt.

Det betyder, at vi i den sammenhæng både har ret til, men også ansvar for at konkludere, dét der er rigtigt for netop os og vores pårørende – men det betyder også, at vi ikke kan afgøre det på andres vegne. Vi kan give vores mening til kende, hvis adspurgt, men vi skal ikke dømme andre, hvis de konkluderer anderledes end vi selv.

Til gengæld kan der ikke være tvivl om, at mennesker kan ændre adfærd, både som følge af pludselig sygdom, alderdom, hændelser eller andre ting.

Denne ændring i adfærd udfordrer vores fleksibilitet og tvinger os til at tilpasse os på den ene eller anden måde, så relationen stadig kan fungere. Vi kan selvfølgelig også helt fravælge at tilpasse os, men ofte med den konsekvens, at relationen umuliggøres.

Din veninde er i en meget svær situation, da hun skal forholde sig til, at hendes mands adfærd er en helt anden efter hjerneblødningen. Du kan støtte hende ved at lægge et tålmodigt øre til, samt en skulder at græde ud ved – eller måske at rase lidt sammen med hende over den uretfærdighed, det må opleves at være, at være kommet i den situation.

En ekstra tøsetur i ny og næ vil sikkert også være et tiltrængt pusterum fra hverdagens alvorligheder.
Hilsen Suh