Man er aldrig ensom i tab

Det vigtigste er kærligheden og livet med vore kære, mener Tomas Sjödin. Han og hustruen Lotta har selv mistet to teenage-børn.

Om tempo og hvile – sorg og glæde. En samtale med præst og forfatter Tomas Sjödin, der blev betragtet som et af årets hovednavne ved Sommerstævnet i Lindenborg.

Kærligheden mellem Lotta og Tomas Sjödin ses tydeligt: I måden han i en lille pause lader hånden glide gennem hendes hår, mens de kigger hinanden i øjnene, og i deres lette skridt, da de hånd-i-hånd går væk fra hallen, hvor han har prædiket…Der er lys og glæde mellem dem.

Der har også været meget smerte. De er et bevis på, at kærlighed gør stærk. Sammen har de levet med og mistet to børn, født med samme hjernesygdom.

Når Tomas Sjödin prædiker, inddrager han ofte oplevelser fra hverdagen med sin hustru. Det forekommer derfor også helt naturligt, at Lotta sidder ved hans side under interviewet. Undervejs svarer han flere gange ”vi” i stedet for jeg. De er så tæt forbundet.

Præsten fra Pinsekirken i Gøteborg har skrevet 12 bøger. Tre af dem er oversat til dansk og udgivet af Forlaget Boedal: ”Det sker når du hviler”, ”Der er så meget vi ikke er nødt til” og ”Den der finder sin plads tager ikke en andens”.

Han vil gerne minde os om, at det vigtigste i livet ikke er arbejdet, men kærligheden og livet med dem, vi elsker.

Sabbat fra lørdag til søndag

Hvor meget hviler du selv?

– Godt spørgsmål. Jeg tror, man skriver og taler om det, man selv kæmper med. Jeg er et meget hurtigt, rastløst menneske, der elsker at have meget at gøre – og brænder for sager. Vi arbejder begge hårdt. Og vi har indset, at vi ikke kan klare at sætte tempoet ned. Men for os handler det heller ikke om langsomhed.

– Vi har systematiseret hvile – 24 timer en gang om ugen. Det bygger på de jødiske tanker omkring sabbatten, hvor familierne samles og fester. Det er vigtigt med tempovekslinger; man arbejder hårdt, hviler, arbejder hårdt…

– Lørdag fra klokken 18 til søndag klokken 18 er mobilen kun for familien. Vi køber ingenting og gør det, som vi nyder: Omgås familie og venner, sover, går til gudstjeneste, læser, lytter til opbyggende musik, forklarer han.

Lotta arbejder med børn i Svenska Kyrkan, fortæller hun. For hende er haven en vigtig oase, hvor hun opnår at komme helt ned i gear. En passion hun deler med parrets 28-årige søn, John, der er gartner – og ikke har den hjernesygdom, deres to andre børn var født med.

Sorgen

Hvad har livet lært dig om sorg?

– At man aldrig er ensom i tab. Man tror, man er den eneste i verden, men der er andre. Det gør ikke sorgen mindre, men det er skønt at være sammen med andre, der har oplevet det samme. Vi har mistet børn. Folk med syge børn – og dem, som har mistet børn – kommer til os. Det er lægende for os at tale med dem.

– Man bliver følelsesmæssig ensom i sådan et tab. Hvor bliver Gud af? Men med tiden sker der noget. Troen er stærkere end tvivlen. Det er femten år siden, min ene søn døde – og for ti år siden døde den anden. Vi havde et håb, som vi mistede, siger Tomas Sjödin.

I livets værste stunder, i magtesløshed og afmagt, kan man lære, blive i stand til, erfare – at man kan modtage glæde og lys, selvom man er trist. Hvis man tager imod. Vender sig mod lyset.

– Man kan lære at grine over noget midt i det sørgeligste. Man får et andet syn på livet. Vurderer ting anderledes. I dag under vi os selv flere ting. I femten-tyve år har vi givet omsorg til syge børn – i en del år var de relativt friske, men de sidste år var meget svære, fortæller han.

At leve med syge børn medfører ofte, at man må give afkald.

– Mens de levede, kunne vi kun rejse til bekvemme steder, fordi børnene sad i kørestol. I dag tænker vi: ”Vi kan være døde i morgen”, når vi overvejer om, vi har råd til noget. Vi tænker og lever meget i nuet, siger han.

Det er vigtigt at drømme

Da Tomas Sjödin nogle timer senere igen prædiker på Sommerstævnet i Lindenborg, kommer han ind på drømme. Deres positive betydning. Især i svære tider. Han fortæller om, hvordan han plejede at nærlæse og fortælle hustruen om afbudsrejser til Italien…på et tidspunkt, hvor de umuligt kunne rejse på grund af syge børn.

Men når man drømmer, så kan man i et kort øjeblik i tanker og følelser tage noget af kraften i drømmene med ind i hverdagslivet:
– Vi skal give plads til drømmene engang imellem. Drømme er energiskabende. De er retningsgivende. Og har man en drøm, så fortsætter man. ”Om man inta drømmer, bliver man galen”, pointerer han.

Parrets ene søn, Ludvig, døde, da han var 14 år. Karl Petter blev 15. Da de havde mistet begge sønner, havde Tomas og Lotta et stille år.

Start dagen med hvile

I samtalen om sorg og glæde, travlhed og hvile – i pausen mellem talerne på stævnet – kommer han også ind på det essentielle i livet:

– Tiden er kort, så den må håndteres varsomt. Især i relationer. Når mennesker ligger på deres dødsleje, taler de alle om kærlighed. Den bedste – og den som gik i stykker. De sørger over, at de arbejdede mere, end de var sammen med deres børn. Livet er kort. Vi må forvalte det varsomt – både det fantastiske og det meningsløse.

– Min bog siger ikke ”sænk tempoet”. Det er umuligt for mange. Arbejd gerne hårdt, men hvil ind imellem. Vi har godt af at starte dagen med hvile – inden vi er udbrændte. Jeg starter hver morgen med en stille time.

– Lotta og jeg er da også stadig optaget af uvæsentlige ting ind imellem. Men man skal ikke tænke, at det ordner sig senere…hvordan man regulerer sit liv. Problemet er, når man ikke forstår, hvor vigtigt det er: At ellers går alt i stykker.

– Man skal huske at gøre det, som er vigtigt! opfordrer Tomas Sjödin.

De dårlige beslutninger tager man, når man er for træt. Så kan man også let komme til at sige ting, man aldrig ville sige, hvis man var udhvilet:

– Der er mange meget travle mennesker. Mit budskab er en ”alarm-rapport”. Et forsøg på at forklare, hvad der sker i hvilen. Den jødiske tanke om sabbatten har så meget at lære os. Jeg praktiserer den ved at skære ned 24 timer om ugen.

– De fleste, som får Nobelsprisen, er jøder. De forsøger kun at få den seks dage om ugen, pointerer Tomas Sjödin med et smil.

At hjælpe andre

Præsten har et motto:”Man behøver ikke slå til. Det er nok, at man er til. Alt ud over det er bonus”.

Han strør i det hele taget konstant om sig med små fine pointer og opfordrer til, at man giver alle en chance for at indtage deres plads i livet. Drop småligheden og lyt til drømmene, opfordrer han.

Titlen på hans seneste bog er: ”Den, som hittar sin plats, tar ingen annans”. For som han tilføjer:

– Det sjoveste jeg har gjort i mit liv – egen fremgang kan aldrig måle sig hermed – er at hjælpe et andet menneske med at finde sin plads.

Tomas Sjödin:
Har været præst i Pinsekirken i Gøteborg i 30 år.
Har oplevet vækkelse blandt iranere og afghanere: 500 iranere er blevet døbt i kirken i løbet af de sidste fem år – de fleste omvendte muslimer.

Inspireret af en samtale med et medlem af menigheden leder han stort hjælpearbejde:

– Da den sociale nød bankede på vores dør, kom jeg til at lede vores sociale arbejde, fordi en kvinde i menigheden brændte for at dele mad ud til fattige. Derfor samlede vi folk til maduddeling – og 70 frivillige deler nu hver uge mad ud til 600 familier.

I samarbejde med grossister og forretninger har vi regnet ud, at vi deler mad ud for mellem 50.000 og 100.000 kroner om ugen. Mad, som ellers skulle kasseres, oplyser han.