Conny har 25 års jubilæum på Filadelfia

Den 1. august 2017 var det 25 år siden, at underviser, diakon og ph.d.-studerende Conny Hjelm blev ansat på Filadelfia.

På det daværende Institut for Diakoni og Sjælesorg blev Conny Hjelm ansat som diakonsekretær og institutlærer.

Opgaven var – for den netop nyuddannede diakon – at undervise på Instituttets forskellige diakoni- og sjælesorgsuddannelser.

– Conny formidler sit stof og sin faglighed i et ligefremt sprog og med stor nærhed og energi overfor tilhørerne.

Det omdømme har hun siden fået styrket igen og igen på det utal af kurser, uddannelser, temadage og andet, som hun har undervist på gennem årene, ikke kun internt på Filadelfia, men i frivillige, kirkelige og diakonale foreninger og organisationer over hele landet, siger Connie Yilmaz Jantzen, der er leder af Filadelfia Uddannelse.

– Conny Hjelm er i dag en kendt, respekteret og efterspurgt underviser og oplægsholder. Hun er desuden en meget brugt superviser og mediator,” siger Connie Yilmaz Jantzen.
Master i diakoni

I 2015 færdiggjorde Conny Hjelm en Master i Diakoni fra Diakonhjemmet i Oslo, og siden 2016 har hun arbejdet halvtids på en ph.d. om, hvordan diakonien som fag kan supplere sundhedsfagligt arbejde, fx på et hospital som Filadelfia. Hun har også skrevet en fagbog, der udkommer i efteråret 2017, ”Diakoni for novicer og nørder”.

Jubilæet fejres med en reception den 1. november kl. 15-16 i festsalen på Filadelfia.