Sierra Leone: Hjælp på vej efter mudderskred har kostet 500 livet

Nødhjælpsorganisationen Christian Aid har startet en særindsamling for at skaffe nødhjælp til de tusinder af mennesker, som er berørt af mudderskred og oversvømmelse i Sierra Leone.

– Vi fra Sierra Leone er ukuelige, og i denne uge er den ukuelighed blevet grusomt prøvet endnu engang, siger Christian Aids nationale manager Jeanne Kamara. – Som beboer i Freetown er jeg fyldt med sorg over endnu en tragedie, mens vi stadig er ved at komme os over de langtrækkende følger af ebola-epidemien. Vi går fra den ene nødsituation til den næste, og det skaber uendelig følelsesmæssig, fysisk og psykisk ødelæggelse, siger hun.

Christian Aid vil samarbejde med andre nødhjælpsorganisationer for at sikre rent drikkevand, mad, moskitonet samt køkken- og hygiejneartikler til befolkningen. Folk, som er blevet hjemløse efter katastrofen, bor nu i skoler, kirker og andre offentlige bygninger, indtil regeringen finder en mere permanent løsning.

– Lokalsamfund, kirker, nødhjælpsorganisationer og regeringens beredskab arbejder hårdt, men der er stadig mange huller mht. husly. Især kvinder og børn er sårbare. Skolerne starter om en måneds tid, men mange overlevende børn har mistet alle deres uniformer og skolematerialer, forklarer Jeanne Kamara.