En stor familie!
Jeg har syv søskende mellem 17 og 37 somre. Det er mange, er der nogen, der siger, og flere end gennemsnittet ifølge de fleste. Det betyder mange glæder, men så sandelig også mange muligheder for det modsatte. Jeg har fire store søstre, hvilket betød en barndom med pagehår, fransk fletning, natkjole og Daisy dukker. Siden hen blev det til endnu en pige og et par drenge mere ud over mig til at tage af for det massive feminine pres. Jeg har altså både levet livet som lillebror og storebror og har ikke været lige god til det alt sammen.
I weekenden fik jeg en snak med min bror på 19 og sagde til ham, at jeg følte, jeg ofte havde været en dårlig storebror for mine tre små søskende. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 14, og da jeg var 16, tog min mor dem med til Grønland, og jeg begyndte at rejse Jorden rundt. Indtil jeg rejste hjemmefra, var de ikke andet end møgunger, men efterhånden som de blev mere end det, var jeg der ikke. Jeg var enten på den anden side af Storebælt eller Atlanterhavet. Jeg havde og har stor kærlighed til dem igennem blodets bånd, og jeg er stolt af dem, men omstændigheder har gjort det nødvendigt at finde en måde at kommunikere på, som både de og jeg forstår og jeg lærer stadig.
For seks år siden havde min yngste storesøster og jeg otte måneder, hvor vi ikke rigtig talte sammen. Hun havde såret mig, og jeg havde trukket mig tilbage. En aften læste hun Jesu ord på bjerget, hvor han siger, at hvis vores bror har noget imod os, når vi kommer til Gud, så skal vi forlige os med vores bror først og derefter komme til Gud. Hun så, hvad hun havde gjort, sendte mig en sms og bad mig om tilgivelse.
Jeg kender ikke din familie, men ved, at den ikke er uden mennesker, der fejler. Jeg vil opmuntre dig til at få sagt det, der tynger. Måske er det et undskyld, en tilgivelse, eller måske er det et opmuntrende ord. Forlig dig med din bror og søster, og kom så til Gud. Dine søskende vil være dine for altid og er en Guds gave til dig og mig, så behandl dem bedre, end du ønsker, at de skal behandle dig!