Kirkevækst der koster
Kirkevækst har personlige omkostninger, men er det hele værd, siger hovedtaleren ved Frikirkefestival 2005 i Herning.
Paul Scanlon er en stille og rolig mand med en fast vilje, et direkte blik og en evne til at få guldet frem i de mennesker, han relaterer til. På seks år har han ført en hvid middelklasse-menighed på 300 medlemmer i Bradford, England, frem til at være en fler-etnisk og social megakirke på 2500 medlemmer. Men det har kostet
– Vi gik igennem to år i kirken med folk, som ikke ønskede at miste deres greb om tingene. Vi gennemførte større lederskabsændringer og så nogle medarbejdere gå og nye komme ind. Det var ikke nemt, siger Scanlon om den periode, han kalder overgangsfasen.
– Vi førte kirken fra det, den var, til det, den er nu. Vi nåede ikke de fortabte, vi var ikke relevante i lokalsamfundet. Vi voksede ikke, var indadvendte, trygge og selvbehagelige.
– Vi måtte opfinde kirken på ny. Men vi lukkede ikke ned og genåbnede. Vi plantede ikke en ny kirke med et nyt sæt af værdier. Vi skabte en ny kirke inden i den gamle kirke og inviterede folk til en ny slags kirke, som skulle være Gud-centreret, siger Paul Scanlon.
Han måtte lide den tort, at flere forlod kirken og tog deres pengebidrag med sig, netop som han var ved at bygge en kirkesal til 2000 mennesker. Nogle var endda nære venner gennem 10-15 år.
– Det var meget vanskeligt at se på, at nære venner modsatte sig forandringerne, så vi var nødt til at skilles. Det var en stor relationel og følelsesmæssig omkostning, som der var megen isolation forbundet med, siger Paul Scanlon.
– Men det var det hele værd! Det, vi har nu, er fantastisk. Mange mennesker nyder frugten af den pris, vi betalte.
Det var faktisk en udmærket menighed, Paul Scanlon stod i spidsen for før forandringerne. 300 mennesker var ganske meget efter engelske og europæiske forhold, økonomien var godt, og menigheden ejede sin egen bygning. Alligevel var der noget, der måtte gøres.
– For mig at se var det bedre at bevæge sig fremad end at dø i denne gode kirke og bare blive religiøse og ikke-relevante. Ja, min kone og jeg havde faktisk drøftet med nogle venner, om vi skulle forlade kirken og starte en ny, husker Paul Scanlon.
Det blev ikke nødvendigt. I dag tegner Abundant Life Church sig som noget af det mest dynamiske i Storbritannien. Et væld af audiovisuelle indtryk møder deltageren i gudstjenesten, og kirken har godt fat i de unge. Samtidig er den aktiv i socialt arbejde med fængselsbesøg, maduddeling, mission i socialt hårdt ramte kvarterer og meget andet.
Det kan siges enkelt, hvad det er, der giver Paul Scanlon den største glæde i livet:
– Det største for mig er altid at se menneskers liv forvandlet! Vi gør mange sjove og spændende ting, som gør kirke til den slags oplevelse, jeg altid gerne har villet have, men det, der får mig ud af sengen og får mig til at holde ud, er at se mennesker forvandlet.
– Ikke kun på den måde, at de går fra at være fortabte til at være født på ny, men også at de vokser, og bliver større som mennesker, at deres ægteskaber og familier lykkes. Det er min største glæde, siger han.
At han overhovedet kommer til Frikirkefestival i Midt- og Vestjylland den 28.-30. oktober er lidt af et scoop, for Paul Scanlon takker ofte nej til invitation. Han handler kun på henvendelser fra folk, som han har mødt personligt, og hvis hjerte han svinger med. Den oplevelse havde han, da han for fire år siden mødte lederen af Kristent Center i Herning, Lars Bo Olesen. Derfor har Scanlon sat en weekend af til Frikirkefestival den 28.-30 oktober i Sportscenter Herning sammen med sin lovsangsleder Mark Stevens.
11 midt- og vestjyske frikirker står bag konferencen, som har temaet En relevant og dynamisk kirke.
Af Allan Høyer
