Fars dag – den sociale arv, og et barns uforbeholdne kærlighed

Af Louis Bülow, freelance skribent

Der er dage og øjeblikke, man aldrig glemmer og for tid og evighed gemmer i sit hjerte. Hvor tiden går i stå, frosset fast i erindringen. Skelsættende øjeblikke, man årtier senere kan genkalde sig i alle detaljer.

For en 6-årig dreng i det vestjyske skal en ganske særlig togrejse i barndommens land med en oldsag af et bumletog blive et sådant øjeblik. Måske det allervigtigste øjeblik i hans liv. En rejse, der for altid griber ind i dèt liv, han kender, og sikrer den bette knægt mod at blive kasseret som socialt bundfald.
Trods ringe odds sikrer togturen ham mod at ende som ét af datidens ulykkelige svingdørsbørn, der ryger ud og ind af 1950’ernes hårdkogte opdragelseshjem og berygtede børneinstitutioner.

Mors farvel

Et fjernt erindringssbillede toner frem og bærer tilbage til dén morgen i december engang i 1950’erne, hvor en fortvivlet mor med sin lille purk ved hånden haster til den lokale jernbanestation i en større provinsby, får fat i en tilfældig togfører og giver ham en lang række instrukser.
En togassistent løfter hånden med det runde afgangssignal, togføreren skridter perronen af og fløjter til afgang. Langsomt går lokomotivet i gang, og efter mange knus og kram får moderen med tårer trillende ned ad kinderne sat sin lille pode på toget på vej mod sikkerhed hos en ny plejefamilie i en lille landsby, Hejnsvig, i det fjerne.

Ved at give sig selv for drengen og give slip yder hun sit sidste og ultimative bidrag for at få afværget familiens tragiske deroute i frit fald mod samfundets bund. Hun får tacklet dén tunge og negative sociale arv, han er et produkt af, og trykker samtidigt på knappen til den sociale elevator, der skal redde mig – for mig er det – fra misrøgt, omsorgssvigt og mishandlinger.
Hun sikrer, at jeg ikke bliver ladt alene tilbage på perronen med endestation på livets skyggeside sammen med manden.

Louis Bülow fortæller om en fordrukken far, som han trods alt holdt af med et barns uforbeholdne kærlighed. Illustrationsfoto.
Det var far …

Vor familie bor i en beskeden lejlighed på tredje sal, og i årevis huserer far som fast inventar i nattelivets minefelt af værtshuse, beverdinger og slyngelstuer. Vi klarer os igennem på bedste beskub, og som manden på risten mætter vi os ved duften fra de riges bord, fasanen i flugten og lammet i asparges med bourgogne og bordeaux. Far sørger altid for selv at få skyllet efter med en flok bajere, en halv abe og et par velvoksne gibbernakker.

Andre mennesker opfatter ham kun som en sølle kriminel, en fyldebøtte og uforbederlig drukmås, men for mig er han min far, som jeg elsker med et barns uforbeholdne kærlighed. Fuld eller ædru, skæv eller clean – min tilbedelse kender ingen grænser …
• heller ikke når han fuld og forhutlet vender hjem efter ugers værtshusturné og på et tidspunkt holder sine drenge i kravetøjet ud over altanen på tredje sal for at tvinge mor til at hoste op med de sidste husholdningspenge.
• heller ikke når han for alvor har været på sprut og vulkaner og går helt i sort med vold og mishandlinger som følgesvende.
• heller ikke når der lyder tunge støvletramp og høje råb i opgangen, når politiet midt om natten stormer lejligheden, slår døren ind og en flok betjente slæber ham ned ad tre etagers trapper. Alt imens to drenge i nattøj, den mindste med en sort bamse på slæb, stavrer bagefter i den mørke opgang og grædende kalder på deres far.

Louis som lille dreng i Hejnsvig.
Mors begravelse

Endnu et erindringsbillede fra dengang trænger sig på: en råkold forårsdag på en smuk og idyllisk kirkegaard med et væld af grønne farver, prydbuske, blomster og dufte. Til lyden af vindens blide hvisken har tre unge brødre netop stedt deres elskede mor til hvile, og de står nu tilbage og reflekterer over hendes tragiske skæbnehistorie.

Det har kostet hende usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men for sine drenges skyld har hun holdt ud og stået distancen i årevis. På et tidspunkt må hun – ødelagt på liv og sjæl af hans sprut og drukture – flygte fra sit mareridt af et ægteskab med en mand, der aldrig får sluttet fred med indre dæmoner, får ro i sjælen eller styr på spritten.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



For at bryde den onde spiral med druk, svir og kriminalitet, der avler alskens misbrug i næste generation, beslutter moderen at give slip på to af sine tre drenge. Begge bliver – uden de sociale myndigheders indgriben og helt uden officielle papirer – sendt i pleje hos familien i det vestjyske hos henholdsvis en søster og en bror.

Angst, utryghed og bristede illusioner får til sidst deres mor til at tage sit eget liv, og dér blandt snorlige rækker af stier og gravgårde lader de tre sønner nu tanker og minder søge tilbage til dét menneske, der har fået hende til at give op, kun 40 år gammel.

Det var også far …

Lad os vende tilbage til den seks-årige purk i togkupeen i det gamle bumletog mod Hejnsvig. Han føler sig nærmest forladt af Gud og mennesker, som han sidder dér mutters alene og fortabt stirrer ud over det åbne landskab, der adstadigt glider forbi.
Blide snefnug drysser deres hvide slør over de hvidklædte marker med plovfurer, der kun lige anes. Alt funkler af iskrystaller og blændende julesne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Næsten samtidigt mange kilometer derfra står den lokale malermesters ældste datter og skutter sig på den lille søvnige station i landsbyens udkant. Hensunket i tanker og tobakståger spejder hun ivrigt efter bumletoget, der i et stille tempo duver sig frem gennem landskabet.

Det forjættede land

Julens budskab om godhed og næstekærlighed lyser bogstaveligt talt fra hendes sind, da hun den vintermorgen byder sit lille plejebarn velkommen til Hejnsvig. Et forjættet landbosamfund, der flyder om ikke med mælk og honning, så dog med kærlighed, tryghed og hjertevarme.

Den lille landsbyflække er helt ind i sjælen rundet af stoute bønder og ægte missionsfolk, og i fordums dage tilbage i 1950’erne har kultur i hverdagen trange kår. Kun sjældent opleves vægge med kunst, reoler med bøger, plader med klassisk musik, moderne design og rødvin i glassene.
Småkårsfolk er milevidt fra de privilegier omkring kunst og kultur, som eliten tager som givne: en kunstudstilling, en digtoplæsning, en opera, en klassisk koncert.

Alligevel skal knægten få en vidunderlig barndom og opvækst hos sin omsorgsfulde plejemor med sorgløse år i et barndomshjem, der emmer af tryghed, nærvær og kærlighed. Romantik, nostalgi og gamle dage, fra før verden går af lave.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De tre brødre får lov til at stå ved deres sociale arv i stedet for at bryde med den, og lige til det sidste holder de tæt og kærlig kontakt til deres biologiske mor. Klædt godt på med klassiske dyder og idealer, som de senere tager med sig ud i livet, lykkes det dem mod alle odds at krydse en hårfin grænse og bryde det sociale mønster.

Kun få år senere byder de alle tre deres drømme og forhåbninger op til dans og forvandler selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals …

Samtidigt sidder deres far bag lås og slå i fængsler og arbejdshuse, hvor han er både afholdt og populær hos fængselsbetjente, vagtmestre, deres familier og børn. Et sted har han været så længe, at han ved løsladelsen bliver fulgt til togstationen af en hale af betjentenes børn, der er kede af at skulle vinke farvel til gamle Bülow.

Da vil fortællingen, at han læner dig ud af vinduet i togets kupé, vinker tilbage og med et bedrøvet smil trøster de små:”I skal ikke være kede af det – jeg kommer snart igen.”
Han døde for næsten fire årtier siden. Tilbage står mindet om min far, som jeg stadigt elsker med barnets kærlighed fra dengang.
Tilgivelse må Vorherre tage sig af …