Slagteren blev frelst og der blev vækkelse!

Jeg kørte på landet med slagtervogn fra hus til hus. Det jeg nu fortæller var en vinteraften; jeg havde nået min sidste kunde en fredag aften i kulde og sne.

Kunden, en ældre dame på 79 år, inviterede mig ind til en kop kaffe. Ja tak, sagde jeg. Men jeg havde ikke mere end sat mig til bords, da hun tog Bibelen frem og læste et stykke for mig.

Det kom helt bag på mig, da jeg aldrig havde haft med en Bibel at gøre. Både jeg og min kone Hanne kommer fra ikke-troende hjem.

Trine, som konen hed, fortalte mig om sin frelse. Hun havde som 40-årig været til møde i Indre Mission, som hun nu tilhørte. Hun passede Indre Missionshuset i byen, hvor hun boede.

Hun fortalte, at hun havde mødt Jesus, ikke i tankerne, men i et syn. Under mødet kom han gående i midtergangen og tog hende i hånden og sagde: ”Trine, vil du så gå bud for mig?”

Hun sagde ja, og nu ville Trine så, at også jeg skulle tage imod Jesus som min frelser. Det blev nu ikke til noget den aften.

Kunne ikke stå imod

Men jeg blev inviteret ind igen næste fredag og kunne ikke undslå mig af ”høflighed” .

Trine var vedholdende, så der blev flere fredage, og min interesse blev større for hver gang.
En fredag aften sagde Trine: ”Willy, i aften skal du frelses, kom herhen til sofaen og knæl ned og bed Jesus komme ind i dit hjerte.”

Jeg kunne ikke stå imod, men sagde: ”Jeg kan ikke bede.” (i dag ved jeg godt, hvorfor jeg ikke kunne stå imod, Trine belejrede mig med bøn, hun var et stærkt bedende menneske.)

Jeg bøjede mine knæ, og hun sagde: ”Bed efter mig” – og det gjorde jeg. Hun bad min frelsesbøn, og der skete et mirakel i mig. Jeg var et nyt menneske,, da jeg kørte hjem den aften.

Græd hele natten

Jeg fortalte Hanne det, men det var ikke noget for hende, sagde hun. Jeg inviterede hende med til møde, men nej.

Vi var lige blevet forlovet med ring. Gud sagde til mig: ”Du må gøre det forbi, hvis hun ikke vil tage imod Jesus”.

Vi græd begge en hel nat, men jeg tog ringen af.

Det brændte i mig, Jesus var mit et og alt. Jeg fortalte Trine det, og hun sagde: ”Nej, sådan må det ikke gå Willy, Hanne skal frelses.” Og hun begyndte, at bede for Hannes frelse.

Jeg spurgte så Hanne: ”Vil du med mig til møde i Saron, Indre Missionshuset i Randers på søndag aften?” ”Det kan jeg ikke”, svarede hun. ”Jeg skal være barnepige.”

Men Gud talte i mit hjerte, at jeg skulle køre om ad den gård, Hanne tjente på, når jeg kørte til møde. Det gjorde jeg og hvem stod der i overtøj klar til, at komme til møde: Hanne.

”Jeg vidste du kom”, sagde hun ”og jeg har fået fri, for den ældste datter på gården ville passe sine søskende.”

Blev gjort til grin

Jeg havde gennem Trine lært KFUM-bestyreren i Randers at kende, og jeg bad til Gud om, han ikke nok ville sende ham til møde den aften. Jeg mente, at han kunne tale med Hanne.

Men jeg blev skuffet; han var ikke på mødet.

Da mødet var forbi, mærkede jeg en hånd på min skulder. Der stod han og sagde: I to skal med mig hjem og have kaffe. Og det kom vi. Den aften bøjede Hanne knæ og tog imod Jesus som sin frelser.

Men jeg var jo ansat ved en landslagter, og jeg vidnede også der om Jesus. Jeg husker en dag, jeg ikke havde lukket døren efter mig, så råbte mester: Luk døren efter dig, du Herren Jesus.

Jeg blev gjort til grin ofte, men ikke på en ondskabsfuld måde. Min bedste ven var slagterens søn, som var i lære hos sin far. Han lo også ofte af mig. Men mange år efter fik jeg besøg af ham og hans kone; de var blevet frelst. Og vi døbte ham og konen ved neddykkelse i Øster Hurup hav. Halleluja.

Hvordan har du det med Jesus?

Men tilbage til min frelse. Vi giftede os ikke længe efter, vi var 21 år begge to. Vi kom jo så i Indre Missionshuset Saron i Randers. Vi brændte i vore hjerter for Jesus. Jeg fik hurtigt kontakt med indremissionæren Johan Hansen, han fik et godt øje til mig, og jeg var med ham på møder rundt omkring.

Jeg fik også kontakt til en, som mange kender: Hans Jensen i Randers. Han var også indremissionsk, men døbt med Helligånden.

Jeg blev døbt med Helligånden og begyndte at bede for syge og vidnede stærkt alle vegne, hvor jeg kom.

Jeg stod nede ved dørene, hvor vi holdt møder, og spurgte folk: Hvordan har du det med Jesus? Senere fik jeg at vide, at der var flere, der var bange for at gå forbi mig.

Men vækkelsen i mit hjerte var ikke til at standse.

Vækkelse blandt de unge

Saron havde ingen ungdomsarbejde, så jeg spurgte missionæren, om ikke jeg måtte starte et sådant arbejde? ”Nej det går ikke”, sagde han. ”Vi har jo KFUM og KFUK.”

Jeg fik fat i KFUM-bestyrerens søn Frede, og vi sagde til missionæren, at hvis ikke vi fik lov, så ville vi starte i hjemmene.

Så fik vi tilladelsen, og vi holdt møder i Sarons kældersal, og i løbet af ca. 2 måneder samledes vi 70 unge til møderne. Der var virkelig vækkelse.

Jeg fik også taletilladelse fra Indre Missions hovedbestyrelse i København, som fritidstaler i missionshusene.

Og jeg kom som den yngste nogensinde i bestyrelsen for Saron. Jeg var kun to år gammel i frelsen. Men vækkelsens Ånd var iblandt os, så har alder i frelsen ingen betydning.

Gjorde ALT for vækkelse

Missionær Johan Hansen ville arrangere et vækkelses-stævne med en norsk evangelist ved navn John Olav Larsen. En stor vækkelse fulgte ham i Norge. Men Indre Missions bestyrelse i København sagde nej. Han var for amerikansk. Han kaldte folk frem til frelsesbønnen.

Johan Hansen satte sin stilling ind på det, vi VILLE have vækkelse. Så vi arrangerede det på trods.

Gamle Trine glædede sig til møderne, jeg besøgte hende ofte. Tidspunktet til mødet kom, og jeg skulle spise middag sammen med bestyrelsen og John Olav Larsen, og jeg lovede at hente Trine efter middagen.

Da jeg kom ud til Trine, var hun syg: ”Jeg kan ikke komme af med vandet, Willy.”

”Det beder vi for”, sagde jeg.

Jeg bad for hende, og i et nu løb hun ud på toilettet og kom glædesstrålende ind. Det hjalp sagde hun.

Jeg sad og spiste en appelsin. ”Vil du smage”, sagde jeg?

”Nej da, jeg kan ikke tåle saft.” ”Hvem helbredte dig,” spurgte jeg. ”Å ja”, sagde Trine, ”så lad mig da.” Og hun spiste.

Da vi kom til mødet og John Olav Larsen havde talt, kaldte Missionæren Trine op for at aflægge sit vidnesbyrd.

Hun vidnede kraftfuldt om Jesus og sagde mange gange: Kom i aften og tag imod Jesus. Hendes vidnesbyrd blev så stærkt, at de måtte trække Trine væk fra talerstolen.

Men ca. 30 trængte sig frem til frelsesbønnen. Der var en Ånd på dette møde, som ikke kan forklares, den skal erfares.

Jeg kender endnu nogle her i Randers, der blev frelst på dette møde.

Vidnede på færgen

John Olav Larsen ville have mig med til Norge på hans møder, men det kunne ikke lægge sig til rette.
Jeg vil lige fortælle, at Hanne og jeg blev KFUM-bestyrere på Amager, og der kom vi til, at kende Meier Andersen; han havde været KFUM-sekretær der. Han spurgte mig, om ikke jeg ville med til Norge på en ungdomslejr som taler. Stedet hed Skogtun. Jeg tog med, og der var nok over 100 unge med. Vi sang og spillede og vidnede både op og hjem ombord på færgen. Ham der ejede færgen var en troende, så vi havde fået tilladelse.

På lejren var der ca. 80 af de unge, der tog imod Jesus som deres frelser eller indviede sig på ny.

Spurgte formanden, om han var frelst

Jeg blev også spurgt, om jeg ikke ville være indremissionær i missionshuset i nordbyen i Randers – altså uden løn.

Jeg kom til bestyrelsesmøde, hvor de skulle tale med mig om det. Jeg kom til at sidde ved siden af en, jeg ikke kendte. Jeg syntes, han var noget lunken, så jeg spurgte, om han var frelst.

Det var formanden. Jeg fik ikke stillingen.

Nu slutter jeg her mit vidnesbyrd om vækkelsen i mit liv. Hanne fulgte jo med igennem det alt sammen. Vi elskede Jesus!

I 1965, fire år efter vores frelse, tog vi imod stillingen som leder af Blå Kors-hjemmet i Næstved – uden løn. Vi måtte leve udelukkende i tro. Der var ca. 18/20 drankere, der skulle have kost og logi, og vi manglede aldrig noget. Gud gav os det, vi havde brug for.

Men det er en helt anden historie.

Både Hanne og jeg har stadig vækkelsens Ånd i os. Nu er vi 79 år, samme alder, som Trine havde, da hun ledte en ung mand på 21 år til frelse.

Man bliver aldrig for gammel til at lede mennesker til frelse. Sådan var vækkelsen i vore liv, men ilden er endnu ikke slukket.