Lægeforening vejleder om barnløshed
Ufrivillig barnløshed berører op mod hvert femte par. Og ikke alle behandlingstilbud er etisk uproblematiske.
Kristelig Lægeforening har udgivet en bibelsk funderet vejledning om IVF (reagensglas-behandling) til barnløse kristne par.
Hæftet ”Barnløshed?” skal ifølge foreningen hjælpe kristne par til at gennemskue etikken i kunstig befrugtning, så de bedre kan vurdere de forskellige behandlingstilbud, som tilbydes ufrivilligt barnløse.
Efterspurgt vejledning
Mere end hver tiende dansker og ca. hvert femte par oplever ufrivillig barnløshed. For nogle hedder løsningen adoption, mens mange andre vælger at tage imod fertilitetsklinikkernes mange tilbud. Men for de fleste troende er der etiske overvejelser forbundet med disse valg, for hvornår starter et menneskeliv?
Under en IVF-behandling vil lægerne nemlig befrugte flere æg, end de kan sætte op i kvindens livmoder på en gang. Hvad sker der så med de overskydende embryoer?
Gennem årene er Kristelig Lægeforening flere gange blevet spurgt om, hvorvidt der findes relevant materiale om emnet. Men der har indtil nu ikke været noget gennemarbejdet dansk materiale, som samtidig var overskueligt ud fra et bibelsk perspektiv.
Kristelig Lægeforening vurderede, at de ikke selv havde ressourcer til at udarbejde et sådant materiale. I stedet har man valgt at udgive en dansk oversættelse af den britiske bog “Facing Infertility: Guidance for Christian Couples Considering IVF”, som er udgivet af netværket Christian Medical Fellowship i 2014.
De britiske forfattere er børnelæge, bioetiker og præst Jason Roach. Hans medforfatter, Phillippa Taylor, er familie- og bioetisk konsulent for Christian Action Research and Education (CARE), og hun har ligesom Jason Roach en mastergrad i bioetik.
Nedfrysning af embryoer
Hæftet skal ikke erstatte den individuelle samtale med kristne sjælesørgere og læger. Derimod kan hæftet belyse en række etiske problemstillinger, som kan være relevante for det enkelte par.
For dem, der ønsker at fordybe sig, er der dels et grundigt noteapparat med blandt andet bibelhenvisninger og lidt mere tekniske forklaringer, dels er der en litteraturliste bag i hæftet.
To cases – to valg
Vejledningen slutter med to femsiders cases i form af beretninger fra par, som begge har overvejet IVF – og som drager hver sin konklusion mht. det etiske aspekt ved behandlingen.
Taylor og Roach skriver om overskydende embryoer:
”I lyset af Bibelens vidnesbyrd om livet før fødslen mener vi, at vi bør lade enhver tvivl, vi stadig tror eksisterer, komme embryoet til gode (Præd 11,5).
… det er ”etisk problematisk at tillade, at overskydende embryoer bliver ødelagt eller brugt til forskning”.
Medmindre vi kan være sikre på, at embryoet ikke er fuldt menneske, bør vi vise det den dybeste respekt (Rom 14,23), uanset hvad de personlige omkostninger måtte være.”
En af konklusionerne fra Taylor og Roach er derfor, at det er ”etisk problematisk at tillade, at overskydende embryoer bliver ødelagt eller brugt til forskning”.
Teknologien er nemlig endnu ikke så udviklet, at det er risikofrit at nedfryse og optø embryoer.
”På grund af den nuværende risiko mener vi, at det at fryse embryoer ned svarer til at tage tre børn med til et andet land, velvidende at en af dem ikke overlever rejsen,” skriver de.
Andre etiske dilemmaer
Forfatterne kommer også ind på hvilke risici, en IVF-behandling indebærer for moderen og barnet.
Blandt de øvrige dilemmaer kommer Taylor og Roach blandt andet ind på donation af æg og sædceller, donerede embryoer, som de kalder ”en meget tidlig adoption”, rugemødre, forskning på menneskefostre samt de økonomiske og følelsesmæssige omkostninger.
Råd til barnløse
Taylor og Roach runder af med en række konkrete råd til barnløse par. Her nævnes blandt andet adoption:
”Det er klogt at overveje alternativer, der er etisk mindre problematiske (selvom de ikke er lettere), såsom adoption, mens man overvejer IVF. Adoption er en bibelsk handling, der på et dybt niveau udtrykker Guds kærlighed og nåde (Rom 8,14-15; Gal 4,1-7; Ef 1,3-6).”
Takket være fondsmidlerne fra Kristent Ressource Center kan hæftet ”Barnløshed? Vejledning til kristne par, der overvejer IVF-behandling” bestilles gratis, blot mod betaling af porto. Man sender en mail til Kristelig lægeforenings formand, Anne Bodilsen, med oplysning om adresse og ønsket antal eksemplarer.
Agape-tema
Det seneste medlemsblad for Foreningen Agape (#2 /2018)har også sat fokus på temaet barnløshed gennem en række forskellige artikler og cases. Her fortæller blandt andet barnløse par om sorg, kriser og skamfølelse. Drømme, som ikke blev til noget.
Et par fortæller om længe ventede graviditeter, som endte med spontan abort, og teolog og sjælesørger Dan K. Månsson skriver om den skam og tabuisering, et barnløst par kan opleve i kirkelige kredse. Faktisk kan især kristne føle barnløsheden som en stor byrde, fremgår det af en svensk doktorafhandling.
For parforholdet kan det samtidig skabe følelser af både skyld og skam, hvis fx. manden ved, at hans dårlige sædkvalitet er årsag til barnløsheden.
Agapebladet bringer samtidig et interview med en kvinde, som fortæller om det at være single og barnløs i en børnerig kirke.
Foreningen Agape starter i dette efterår en ny netværksgruppe for barnløse par. Det bliver en medmenneskelig støttegruppe ledet af Hanna og Martin Ramlow.