Kina i kamp mod kristendommen

– Kommunistpartiet vil aldrig vinde over Kinas kristne, skriver Bob Fu fra ChinaAid.

Ifølge ChinaAid fortsætter myndighederne med at nedrive kors fra kirker over hele Kina.

Der er således fjernet kors i Zhengzhou, Nanyang og Yuzhou. Organisationen ChinaAid oplyser, at de kristne sang salmer for at opmuntre hinanden, mens endnu et kors for nylig blev revet ned fra Gospel Fellowship Tongxin Church i Anpeng, Nanyang.

Indtil videre er der lukket otte huskirker i Jinshui District i Zhengzhou. Men det er svært at få overblik over, præcis hvor mange kinesiske kirker, der er blevet lukket.

Ekstrem undertrykkelse

ChinaAid oplyser, at de kristne i Zhongmo County blev informeret om, at korsene ville blive fjernet. Det fik nogle kirker til at forsøge at dække korsene med sorte slør for at skjule dem.

Organisationen Chinese Christian Fellowship of Righteousness fordømte i en udtalelse sidste tirsdag Henan-myndighedernes behandling af kirkerne og ødelæggelsen af korsene. Det hedder angiveligt i udtalelsen, at forfølgelsen af troende, især kristne, er eskaleret siden det politiske skifte i februar.

Udtalelsen beretter om ekstrem undertrykkelse i den overvejende kristne Henanprovins.

Myndighederne skal have taget forholdsregler overfor præsterne samt have tvunget kirkerne til at flage med Kinas flag og ophænge præsidentens portræt i modstrid med borgernes religionsfrihed.

Skal forkaste troen

Nogle steder forlyder det, at flere kirker skal lægges sammen for at nedbringe antallet til en eller to kirker i hvert amt. Menighederne har også fået forbud mod at have kors på bygningerne.

Præster og kirkeledere får påbud om at tage regeringskontrollerede eksaminer, hvor de bl.a. skal kunne redegøre for regler for religion og socialistiske kerneværdier.

Ifølge Fox News er de kinesiske myndigheder nu begyndt at tvinge kristne til at underskrive papirer, hvor de forkaster deres tro. Hvis de nægter, kan de risikere at blive smidt ud af skolerne eller miste diverse velfærdsydelser.

– Kinas kommunistparti begyndte med at brænde bibler og kors i Henan. Sidste gang man afbrændte bibler, var under en kampagne sidst i 1960’erne ledet af diktatoren Formand Maos hustru, Jiang Qing i Shanghai. Hun blev arresteret i 1976, mens antallet af kristne voksede til millioner. De vil aldrig vinde, skriver Bob Fu på Twitter.
Billedet viser kristne i Henan efter en korsafbrænding.