Det føles profetisk

Peter og Birthe Christensen fra Hobro var til løvhyttefest i Jerusalem.

Peter og Birthe Christensen i Gravhaven, hvor Birthe havde en særlig oplevelse sidste gang.

– Det er femte gang, vi er med på løvhyttefesten i Jerusalem, fortæller Birthe og Peter Christensen, som kommer fra Redsø nord for Hobro.

– Hvad får jer til at tage herned igen og igen?

– For mig er der noget profetisk over det, svarer Peter.

– I Zakarias bog kap. 14 står der, at alle nationer skal komme og tilbede Herren i Jerusalem. Det er helt tydeligt ud fra sammenhængen, at det er noget, der vil ske, efter at Jesus er kommet igen. Men det, at vi allerede samles nu, det er profetisk for, at det kommer snart, forklarer Peter.

I teksten står der bl.a. i vers 16-17: ”Men de overlevende fra de nationer, der angreb Jerusalem, skal nu hvert år tage derhen for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, og fejre løvhyttefesten. Hvis nogen nægter at komme til Jerusalem for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, vil de blive nægtet regn i deres land.”

Peter var flagbærer af Danneborg under Jerusalemsmarchen torsdag den 27. september.

Peter er landmand og véd noget om, at regn er en velsignelse. Og tørke er det modsatte.

Birthe siger: – Den første gang var jeg helt overvældet over at se de bibelske steder, så jeg er lykkelig for at kunne komme igen og igen. Jeg synes, Guds ord bliver mere levende. Og der er et nærvær af Guds ånd.

Sidste gang, jeg var her i Gravhaven, da var der en prædikant, der talte om Jesus, der mødte Maria. Og da havde jeg en personlig oplevelse af, at Jesus også sagde mit navn.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er også fantastisk at høre messianske jøder udlægge en tekst.

– Hvad er det bedste?

– At stå på Oliebjerget og tænke på, at her kommer Jesus igen, det er også fantastisk. Der er så stor en dimension i det hele, at man sagtens kan komme igen og bare være her og få noget nyt med hjem, siger Birthe.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– For mig er det største nok Jerusalems-marchen. Pludselig går man ved siden af nogen fra Papua Ny Guinea, som er fuldstændig opslugt af deres trommer og dans. Og så er der nogen fra Norge og Tyskland ved siden af. Og jøderne råber mest begejstret til tyskerne. Man fornemmer en tilgivelse trods alt.

Så er der også nogen fra Cuba, USA og Japan. Det er så utroligt at få lov at møde kristne fra hele verden, slutter Peter Christensen.

Grønlandsk og samisk opbakning