Moen udgiver bog med historien bag ’God will make a way’

Lovsangslegenden Don Moen, som besøgte Danmark i 2017, har udgivet bogen ”God Will Make a Way”, som er titlen på en af hans mest populære lovsange. I bogen fortæller han om den gribende tragedie bag sangen.

Lovsangen ”God Will Make a Way” blev til midt i en stor tragedie, fortæller den kristne singer/songwriter Don Moen.

– Jeg blev ringet op af min svigermor en sen aften. Hun fortalte, at min kones søster og hendes mand, Susan og Craig Phelps, havde været i en tragisk bilulykke på vej til skiferie med deres børn. Alle de fire børn blev smidt ud af bilen. Den ældste dreng på ni år blev dræbt på stedet. De andre blev svært kvæstede, fortæller Moen til The Christian Post.

– Mens jeg sad i flyet og tænkte på, hvad jeg skulle sige til dem, kom Esajas kapitel 43 vers 19 til mig: ’Nu baner jeg en vej i ørkenen og lader vandstrømme bryde frem i ødemarken.’ Herren havde på et øjeblik givet mig en sang at synge for dem, fortæller Don Moen.

– Sangen blev skrevet i desperation, men den gav dem et ord om håb. Når alt ser ud til at være tabt, arbejder Gud på måder, du ikke ser, siger Don Moen.

Moens debutbog med beretninger om baggrunden for flere af hans sange har titlen ’God Will Make A Way: Discovering His Hope in Your Story’. Bogen udkom den 16. oktober 2018.