En unik fortælling om arbejdet blandt spedalske
Anmeldt af Susanne Pedersen
Det er med stor glæde og interesse, jeg har læst Ellen Dalgaard Jensens bog ”Mor, hent mig hjem”.
En bog som på en meget smuk måde beskriver Ellens store kærlighed til og omsorg for de spedalske børn eller børn af spedalske forældre, som Ellen mødte under sin mangeårige udsendelse som missionær til spedalskhedsarbejdet i Sikonge i Tanzania.
I bogen følger man børnene, som gik i en børnehave, som Ellen, sammen med lokale, etablerede i tilknytning til spedalskhedshospitalet. Man får et fint indblik i børnenes hverdag, hvor de lærer at læse og skrive samt tage ansvar for husdyr og køkkenhave.
I de små historier oplever man børnenes energiske arbejde med at få planter til at vokse og gro, og ser deres store glæde, når tingene lykkes, og de får mulighed for at gå på markedet og sælge deres afgrøder.
Man følger børnene i deres næsten ukuelige gåpåmod til at starte på en frisk, når der opstår forhindringer og besværligheder.
Ligeledes oplever man børnenes store kærlighed til dyrene, som de har ansvar for, og ser hvorledes dette samspil bringer liv og glæde tilbage i triste barneøjne.
Man følger børnene i deres iver efter at lære at læse og skrive, og Ellen beskriver så fint, hvordan børnene oplever at få værdi og værdighed igennem muligheden for blandt andet at lære voksne at læse og skrive.
Det er tydeligt, at Ellen har stor kærlighed til disse børn, som ofte er borte fra forældrene i årevis. Det ligger, helt klart, Ellen meget på sinde, at disse børn, som ofte ikke er regnet for noget, kommer til at føle sig enestående og værdifulde.
Bogen, som er fortalt på en smuk og nænsom måde, er rigt illustreret med dejlige billeder, og sjove små tegninger. Tegningerne er lavet af danske søndagsskolebørn og deres leder, som gennem flere år modtog små hverdagshistorier fra Sikonge, hvilket gav inspiration til tegningerne.
Bogen kan med fordel læses sammen med mindre børn, og større børn kan selv læse bogen, som kan give anledning til gode samtaler om vigtigheden af, at vi tager os af hinanden, og især dem som trænger til vores hjælp.
Ellen Dalgaard Jensen:
Mor, hent mig hjem
42 sider. 125 kr.
Forlaget Kharius